Side:Folkevennen 1862.djvu/131

Denne siden er ikke korrekturlest
127

hed. Ethvert Ildebefindende ansaaes snart for Virkning af Besættelse; en Embedsmand, hvis Hukommelse var i stærkt Aftagende, og en gammel Ægtemand, som begyndte at føle sig fysisk udygtig troede begge, at de vare forgjorte. Angaaende Sygdomme hos Kreaturer, Tyve, som ikke kunde opdages, og andre indtræffende Uheld, spurgtes de „Besatte“ tilraads, og disse udlagde da en eller anden formentlig Hex som den Skyldige. Selv Amtmanden troede paa disse Besættelser, og da man tilsidst ikke hørte Tale om andet, blev Stemningen saa trykkende, at mange tænkte paa at forlade Byen.

Biskoppen i Aalborg, der strax i Begyndelsen havde formodet, at det hele dels var et legemligt Onde, dels Bedrageri, formanede Presterne til fra Predikestolen at ytre sig mod disse fanatiske Griller, men O. Bjørn arbejdede af al Magt derimod og formaaede tilsidst Biskoppen selv til at paalægge nærboende Prester at hjælpe ham i hans aandelige Besværgelser. Tilsidst lykkedes det dog Biskoppen, som lod nogle af de Paagjeldende føre til Aalborg, at bringe disse til Bekjendelse om, at de endog af Presten vare forledte til at udgive sig for Besatte. Det medicinske Fakultet, hvis Betænkning var bleven indhentet, erklærede Besættelsen for Bedrageri. O. Bjørn, som imidlertid paa egen Haand ved den kongelige Ridefoged havde anlagt Sag mod nogle formentlige Hexe og faaet en af dem dømt fra Livet (en Dom, som dog siden af Overretten blev kasseret), blev nu overbevist om at have haft vellystige Hensigter med sine Djævlebesværgelser og dømtes fra Kald og Kjole samt til aabenbar Skrifte. Han apellerede til Højesteret og indstevnede flere tusinde Mennesker, dels som Vidner, dels til at lide Dom. Ved den endelige Dom fik han imidlertid Fængsel paa Livstid, tre af Kvinderne dømtes til Kagstrygning og Tugthus paa Livstid, to Studenter, som