Jeg vil derfor endnu kun i Korthed omtale endel af
de Begivenheder, der bedst ere skikkede til at kaste Lys over
hvad der i Begyndelsen af denne Fremstilling er fortalt fra
vort eget Land.
Størst Lighed med Kautokeinolappernes Væsen havde i flere Henseender de Sværmere og Gjendøbere, som begyndte at optræde kort efter at Luther havde begyndt sit Reformationsværk. De paaberaabte sig næsten altid guddommelige Aabenbaringer, enten i Drømme eller i vaagen Tilstand. Indbildningen om at være i Besiddelse af Aandens Fylde fremkaldte Forestillingen om fuldkommen Syndefrihed, og under denne forefaldt da de grusomste Voldsomheder og den største Usædelighed. Om disse Begivenheder vil man imidlertid kunne læse i enhver Kirkehistorie, og jeg skal derfor her gaa dem forbi.
De Forfølgelser, som de franske Reformerede bleve underkastede paa den Tid, da det saakaldte Nantiske Edikt, som tidligere havde beskyttet dem, blev ophævet, bevirkede en højst mærkværdig og meget udbredt aandelig Omgangssygdom imellem dem.
Disse Forfølgelser vare af det grusomste Slags. Man lukkede deres Kirker og straffede, ja radbrækkede deres Prester. Man forbød deres Skoler, døbte Børnene efter katholsk Maade imod Forældrenes Vilje og tog dem endog ifra dem. Man adsplittede deres Forsamlinger med Vaabenmagt og satte Soldater til at passe paa dem i deres egne Huse. Vilde de undvige af Landet, berøvede man dem deres Ejendom og straffede dem i grusomme Fængsler; ja de bleve tilsidst endog straffede for at synge Salmer og for ikke at ville tage Alterens Sakramente efter den papistiske Maade.
Under disse Lidelser satte de naturligvis sit Haab om Redning og Hjelp til Himlen. Men nu opstod der Svær-
