mere iblandt dem, som paastode at have modtaget overordentlige og umiddelbare Aabenbarelser; ifølge disse skulde de kun sætte sig til Modværge, saa vilde Gud give dem Sejeren ihænde. Fortvivlede og udtømte ved mangehaande Lidelser, grebe de strax disse Udsagn, der dels mundtlig, dels igjennem Skrifter bleve udbredte imellem dem. I Vivarais blev saaledes en Forsamling opfordret til at gaa ifra hinanden, da de ellers vilde blive nedsablede. Men de indbildte Profeter og Profetinder i Forsamlingen opfordrede den til at blive samlet, ti da de alle havde den hellige Aand i sig, vilde Guds hellige Engle slaa Kreds om dem og beskytte dem. Ja nogle tilføjede endog, at de allerede saa Englene samle sig i Himmelen for at udføre dette. De gave sig derpaa til at omfavne hverandre og blæste i hinandens Mund for at fordele „Aanden“. Saa rykkede da Tropperne ind paa dem, og 3 til 400 skulle være blevne dræbte eller saarede. Ved en anden lignende Lejlighed fortælles det, at de, som troede sig mest inspirerede, gik i Forvejen for de andre imod Tropperne og blæste hen imod disse, idet de troede derved at kunne jage dem paa Flugten. Da de, der kom bagefter, saa, at det ikke hjalp, men at de formentlige Profeter og Profetinder bleve nedsablede, løb de endelig sin Vej. Senere, da Troen paa, at de ikke kunde saares eller dræbes, efter saadanne Hændelser maatte tabe sig, gav den Plads for den Overbevisning, at de strax efter Døden skulde modtage en høj Rang i Himmelen, og i den Anledning hændte det, at de endog bade Soldaterne om snarest muligt at gjøre Ende paa deres Liv.
En ung Kvinde, som blæsende styrtede sig midt ind imellem Soldaterne og blev skaanet og forplejet af disse, havde i længere Tid ikke spist; hun mente nemlig, at det var overflødigt, fordi Aanden ernærede hende. Da hun nu i nogle Dage havde spist og drukket tilstrækkelig, begyndte hun at indse, at hun havde været fra sig selv. Om hen-
