ud af Jorden. I det fjortende Aarhundrede havde nogle græsk-katholske Munke fundet paa, at de ved i længere Tid uafbrudt at fæste Øjnene i Retning hen mod Navlen og derunder ganske at bortvende Opmærksomheden fra alle øvrige Ting, kunde opnaa, hvad de kaldte den højeste Forklarelse og derunder faa se det Lys, hvori Gud bor. Dette gav dengang Anledning til en lang Strid, og paa en Synode i Constantinopel fik disse Munke Ret. Nutildags er det en meget bekjendt Ting, at det kan lykkes for en kort Tid at bringe svage og nervøse Mennesker i en ejendommelig Spænding, hvorunder de tabe Bevidsthed og Følelse, derved, at man i længere Tid lader dem fæste Øjnene paa en lysende Gjenstand, der holdes i en skjæv Retning for dem; denne Fremgangsmaade (Hvpnotisme) benyttes undertiden til under den følesløse Tilstand at foretage kortvarigere smertelige Operationer paa dem. Et af de besynderligste Midler til at opnaa et indbildt „Liv i Gud“ angaves af den westphalske Sværmer Pollin, der blev Stifter af en Sekt: han sagde, at man fra det naturlige Liv kunde komme over i det guddommelige Liv derved, at man satte sig foran en varm Ovn og under stærk Sukken med begge Hænder gned og trykkede Underlivet. Naar man paa denne Maade havde dræbt det naturlige Liv i sig, skulde man faa en ubeskrivelig sød Fornemmelse, idet man da blev vis paa Arv i Guds Rige. Man kom da til at juble højt, og efter den Tid skulde man aldrig arbejde mere, men kun leve af Troen.
Hos vilde Folkeslag have altid Nervesygdomme og Sindssygdomme vakt en særegen Opmærksomhed; ligesom alle andre paafaldende Virkninger af ubekjendte Naturkræfter af saadanne Folk strax tilskrives en overnaturlig Indflydelse, saaledes ogsaa disse. Saavidt har dette været drevet, at vanvittige Mennesker ere blevne Gjenstand for Tilbedelse, ja ere det tildels endnu imellem adskillige vilde Folkestammer.
