det er ingen Sag at forkaste en Vildfarelse, som saa dele, men det er en vanskelig Sag at staa fast og uanfegtet, naar Alverden deler den.
Ogsaa her kom Bedraget og Taskenspillerkunsterne til. Det var ikke nok med, at Bordene bevægede sig; havde man først noget Hemmelighedsfuldt for sig, maatte man ogsaa faa sin Tørst efter det Hemmelige tilfredsstillet. Man begyndte at forlange, at Bordene ved et vist Antal Slag skulde tilkjendegive Tal, som man ønskede at kjende, og der var da ofte en eller anden tilstede, som for Løjers Skyld sørgede for, at Bordet gav et Svar. Hvo tænkte, at heraf skulde udvikle sig en Spaadomsmethode? men nu faar man høre, at der gives Tusinder af daarlige Mennesker, som paa denne Maade for Alvor tro at kunne sætte sig i Forbindelse med de Dødes Aander; ti naar Bordene ved Taskenspillerkunster bringes til at banke og skrive, saa mene de, at det er disse Aander, „Bankeaander“, som sætte dem i Bevægelse.
Enhver Tidsalder har sine Vildfarelser. Videnskaben har været istand til at sprede et stort Lys over mange af dem; men altfor ofte sidder den ligesom inde med dette Lys, uden at det bliver rigtig tilgjængeligt for Folket. Til det sidste Øjemed har jeg villet bidrage med denne Fremstilling.
Side 24, den løde Linje ovenfra, staar: naar i denne Anledning af Sværmeraanderne paa sin Tid udbryder &c., istedetfor: naar denne i Anledning af &c.
