hvorpaa Børnene og Tjenerne holdes til Orden. Men Enhver veed af egen Erfaring, at alt det, som vi sammenfatte under det Begreb Husliv, atter for en ikke ringe Del retter sig efter Familiens udvortes Omstændigheder og da ogsaa efter Beskaffenheden af selve det Hus, hvori man bor.
I Begyndelsen af 1857 udkom en særskilt Bog af mig om Sædeligheds-Tilstanden i Norge. Her blev paaviist en paafaldende stor og stadig Forskjel mellem Bygderne, og det blev et af Bogens Hoved-Spørgsmaal: Hvoraf kommer den Forskjel? Ingen Gransker havde rørt ved den Sag før, og jeg kunde ikke paa langt nær løse Spørgsmaalet. Men jeg har tænkt paa det alt siden, og i Forening med andre Undersøgelser kom jeg derved til at fordybe mig i Studiet af Hus-Stikken eller Bygningsskikken i vore Landsbygder (se Folkevennen for ifjor) – haabende ogsaa saaledes at vinde et Stykke frem i Studiet af Huslivet og Sæderne.
Saadanne Oplysninger og Betragtninger, som nærværende Opsats skal indeholde, havde jeg oprindelig tænkt at indflette som enkelte Kapitler i hin Afhandling om Husene; men da denne blev saa lang alligevel, maatte jeg mest indskrænke mig til selve den egentlige Beskrivelse af Bygnings-Skikken og opsætte til en anden Leilighed med at handle om Livet i Husene.
I det samme Aar 1857 anmodede jeg Sognepræsterne i Riget om blandt Andet at meddele mig visse Opgaver om, hvorvidt den Skik herskede i Landsbygderne, at voxne Børn eller Tjenestefolk have sit Natteleie om Vinteren i Fjøs eller Stald, ligesaa hvorvidt den Skik var udbredt, som er kjendt under Navn af Natteløben eller Nattefrieri.
Nu gaar jeg Nordlandenes og Finmarkens Stift forbi; thi da jeg endnu ikke personlig har været i de Egne, trøster jeg mig ikke til at handle om disse Ting alene efter Præsternes Opgaver derfra.
