nu, svarende til det beklagelige Maal af Natteløberiets Uskik og af Usædelighedens Synd og Ulykke, som mærkes endnu den Dag idag.
Men som om Maalet endnu ikke var fyldt, saa holdes der fremdeles paa den gammeldags og betænkelige Fjøs-Skik i Christiania Stifts Opland, fornemmelig det østlige. Jeg kunde, som jeg forklarede, nogenledes finde mig i Tingen i de mest gammeldags og enfoldige Bygdelag i Bergens Stift – men her paa Østlandet, i det mægtige, i flere Henseender vidt fremskredne Opland! Her mangler jo ikke Tømmer til Huse, ikke Ved til Brændsel, saa det af den Grund skulde være fornødent at lade Folk bo i Fæhuset. Og vel er Kreatur-Besætningen en overmaade vigtig Sag for Oplandets Bønder, saa det kan forstaaes, at man gjerne vil have Folk liggende i Fæhuset for at have Tilsyn; men der spørges dog ikke Uheld blandt Besætningen i Smaalenene eller Indherred, hvor man har indrettet sig paa anden Maade.
Fjøs-Skikken i Oplandene er mig et Tegn og Mærke paa, at Husbondsfolket ikke har ønskeligt Tilsyn med sine Tjenere og Børn. Men mangler Tilsyn, saa følger Uskik og Usædelighed, saaledes som netop Oplandene fremvise et sørgeligt Exempel paa.
I en Bygd, hvor Usædeligheden har naaet en høi Grad, der kan man være ganske vis paa, at der indgaaes mange letsindige Ægteskaber unge Mennesker, som binde sig sammen i Fattigdom og indvie sig til livsvarig Armod og huslig Ulykke. Dette gjælder naturligvis mest Arbeidsklassen, og Intet er mere fordærveligt for dens Sæder i det Hele taget. Med utøilet Letsindighed i Ungdommen og trøstesløst Mismod i den modnere Alder følger altfor let den „Upaalidelighed og Løshed og Slethed“ i fast alle Retninger, som vi hørte klage over netop fra denne Egn.
Hver Mand i disse Bygder og ellers i Landet skulde
