Derfor er der heller ingen Ende paa Sværmernes
Vildfarelser; derfor fordømme de andre, som ikke
netop gjøre eller lade det, som de tilfældigvis ere komne
til at anse for godt eller slet, og ende tilsidst med at anse
sig selv for syndefri, selv da, naar deres stærke Følelser
og blinde Tilbøjeligheder drive dem til de groveste Laster.
De sygelige Drømme i halvvaagen eller sovende Tilstand, der saa let opstaa under et overspændt Liv i Følelserne, maa, fordi disse Tilstande blive til under en vedvarende Betragtning af de hellige Ting, næsten altid have disse hellige Ting til Gjenstand; derved komme de igjen til at anse disse Drømme som overnaturlige, guddommelige Aabenbaringer.
Og da de endelig indbilde sig, at de selv have faaet en mere umiddelbar Oplysning fra Gud, faar Guds Ord kun en underordnet Betydning for dem; det sætte de sig derfor ud over og bruge det kun forsaavidt, som det kan tjene til deres Øjemed; oftest kanske til at bestyrke deres Fordring paa at ansees for at være benaadede med profetiske Gaver.
E. Sundt har i sit Skrift om Fantefolket i Norge beskrevet endel omvankende Sværmere saaledes:
„Der er det Kjendemærke ved dem, at naar man spørger dem om deres Navn, Herkomst o. s. v. faar man stadigt det Svar, at de ere fra Gud, hede Guds Børn, gaa til Gud; deres Bestilling sige de, er at gaa omkring i Landene og prædike Omvendelse og Dom; alle Prester, Skolemestere, Klokkere og Gravere erklære de for Satans Børn; alt udvortes Kirkevæsen med samt Sakramenterne og det skrevne Ord bespotte de som Djævelens Værk, legemligt Arbejde fordømme de som Kjødets Gjerning og Syndens Tjeneste. Til Bevis for disse Sætninger anføre de en rigelig Mængde af rigtignok fordrejede Bibelsprog, dem de dog ikke ville have lært af Skriften, men umiddelbart af Gud. Og at de selv tro paa dette Sværmeri, det bevise de ofte med slaaende Kraft ved den højst ejendommelige Maade, hvorpaa
