Bygd, ja endnu i større Vidde[1]. Men denne Samling, som tilhører det Offentlige og nu forvares i Rigsarchivet, strævede Lange med at forøge – det veed jeg ogsaa deraf, at han paalagde mig, at naar jeg paa mine Vandringer kom ind i Bøndernes Stuer, saa maatte jeg have Øinene med mig og se om der ikke skulde være forliggede Skindbreve at finde; han opgav ogsaa, hvad Betaling jeg paa hans Vegne kunde byde, saa og saa meget, naar de vare fra det og det Aarhundrede – jo ældre jo dyrere, naturligvis.
Af hine 12000 haves nu maaske 8000 her i Rigsarchivet. Resten maa søges i andre Samlinger, dels her i Landet (det Deichmanske Bibliothek i Christiania Arendals Museum, Bergens Museum, Videnskabernes Selskabs Bibliothek i Throndhjem) dels i Udlandet i de store Bibliotheker i Kjøbenhavn, i Stockholm, i London. Thi mest overalt har der været enkelte Folk, som have samlet paa dette Slags Fortidslevninger og skaffet dem et trygt Gjemmested i Bibliothekernes Skabe. Her maa altsaa Udgiveren vende sig hen og enten bede om at faa de norske Breve til Laans eller (som i det britiske Museums Bibliothek i London, som ikke vil laane ud) faa kyndige og paalidelige Folk til at skrive dem af.
Nu tænke vi os da Mængden samlet sammen. Saa er der for det Andet Arbeidet med selve Udgivelsen eller med at besørge Brevene trykte.
Jeg tænker paa de Tusinder af Breve, som Lange og Unger havde og deres oprindelige Skikkelse (Orginaler, ikke Afskrifter). Til en Begyndelse kunne de have taget sig en Hob hver og sat sig til at skrive dem af. Thi det gik ikke an at sende selve Pergaments-Brevet til Bogtrykkeriet – Folkene her vilde ikke skjønne dem. – Nu kan Du jo
- ↑ Ad underlige Veie kom en hel Samling af norske Breve alt til München, og i Professor Lundhs Tid blev den af Kongen der skjænket til Norge.
