forsøge, Læser, og tage for Dig hvilketsomhelst Stykke, et Skjøde, et Skiftebrev eller almindeligt Brev, og skrive det af med det Forsæt at skrive det bogstavret, saaledes bogstavelig bogstavret, at om der i selve Stykket skulde være en Retskrivningsfeil i en Bogstav eller endog en aabenbar Meningsfeil i et Ord, saa skriver du Feilen som den er, saa Afskriften forsaavidt bliver ret. Jeg vædder 10 mod 1 paa, at Du efter endt Arbeide vil føle Dig utryg og tvivle paa, om Du har faaet det ret. – Naar nu saadan Afskrift skal tages til at trykkes efter, saa maa man derfor „kollationere“ eller sammenligne Afskriften med Originalen – saaledes at man standser lidt ved hvert Ord og undersøger hver Bogstav, hver Tøddel. Kollationeringen kan ogsaa opsættes til et senere Punkt, nemlig indtil Bogtrykkeren har leveret sit Prøve-Ark og dette skal „korrigeres“ eller gjennemsees for at renses for Trykfeil; Lange og Unger gjorde det da saaledes, at den Ene af dem læste første Korrektur og med det samme udførte første Kollationering for de Breve, som den Anden havde leveret Afskrifterne af; naar saa Bogtrykkeren havde rettet sine Trykfeil og leveret sin anden Prøve af det samme Ark, saa maatte den Anden af de To læse den anden Korrektur og udføre den anden Kollationering. Paa denne Maade kom det frem, ikke alene om der var nogen aabenbar Feil i Afskriften (Afskriverfetl), men ogsaa om der var nogen Bogstav eller noget Ord i Originalen, som formedelst dennes Ubetydelighed kunde forstaaes forskjelligt af de To (Læsningsfeil): da kom de sammen for at udvexle hinandens Meninger og forliges om den endelige Afgjørelse af Læsningen.
De Gamle vare ikke særdeles stø i Ordenes Skrivemaade. Det lille Ord „og“ f. Ex. skrev Nogle med k, Andre med c, atter Andre kunde i en og samme Linie bruge begge Skrivemaader om hinanden. I et og samme Brev kan da Ordet være skrevet f. Ex. 5 Gange med k og 7
