Tid siden Kjemikerne lært os, at de ere sammensatte for det meste af ganske de samme Stoffer, som findes paa Jorden, skjønt nogle af dem, f. Ex. Jernet, i Meteorstenene forekomme paa en anden Maade, end i Jordlegemet. Men herved var, som sagt, Kjemien bleven staaende; i det, som var udenfor Jorden, kunde den ikke trænge ind, og derfor vidste man om Himmellegemerne kun, hvor store og hvor tunge de vare, hvorhen og hvor hurtig de bevægede sig, ikke derimod, hvilke Stoffer der dannede dem.
Det store Skridt, som nu er gjort, er dette, at Videnskaben er bleven istand til at fortælle os, hvilke Stoffer der findes i Solen, maaske ogsaa i flere af de mest lysende Fixstjerner.
Da Kjemikerne ikke vare istand til at tage noget af Solens Masse og opløse, toge de, hvad de havde, dens Lys.
Dette havde Fysikerne paa en Maade allerede opløst.
Stil dig i et ganske mørkt Rum, bor en rund Aabning, fin som et Naaleøje, ud imod Sollyset, og lad en Solstraale igjennem denne Aabning falde ind i Rummet, hvor du staar, paa et Ark hvidt Papir. Paa Papiret viser der sig da en hvid, rund Flek. Hold saa et Stykke Glas, der er slebet eller støbt til en Trekant (et Prisme), op mellem Aabningen og Flekken paa Papiret, saa forsvinder den runde hvide Flek, men et andet Sted paa Papiret ser du en langagtig Flek, der ikke længere er hvid, men har alle Regnbuens Farver. Ved at gaa gjennem det trekantede Glasstykke har det hvide Sollys delt eller ligesom spaltet sig i de Farver, hvoraf det er sammensat. Derfor kaldes den langagtige Flek, hvori de forskjellige Farver altid indtage den samme bestemte Plads imod hinanden, et Spaltebillede (Spektrum). Regnbuen er en sammenhængende Række af saadanne Spaltebilleder, der er frembragt derved, at de enkelte Regndraaber virke som Prismer.
Danner man sig et langt Spaltebillede derved, at
