Sollyset fra en opretstaaende Sprække falder paa Papiret gjennem et Prisme, hvis Kant løber lige med Sprækken, saa ser man en Mængde Farver staa op og ned, ligeløbende ved Siden af hinanden, ligesom en lang Vimpel, der er sammensat af mange opretstillede forskjelligfarvede Baandstykker. Farverne og deres Overgange følge altid paa hinanden i samme Orden og gjenfindes bestandig paa den samme Plads.
Omkring Aaret 1814 var der en tydsk Videnskabsmand, ved Navn Fraunhofer, som faldt paa at rette en Kikkert imod dette Spaltebillede, for nemlig at se, hvorledes det da tog sig ud i forstørret Maalestok. Han fik da Øje paa nogle sorte Striber eller Linjer, der hist og her afbrøde Farverne; ligesom disse havde de sin Retning op og ned, og beholdt altid en bestemt Plads. Han fandt saadanne Striber med større eller mindre Mellemrum i alle Dele og alle Farver af Spaltebilledet. Han kjendte ikke Betydningen af disse Striber, men for Fremtidens Skyld gav han dem Navne efter Bogstaverne og beskreve deres Plads i Farverne. Man mærkede sig disse efter ham saakaldte „Fraunhoferske Linjer“: A. B. C. o. s. v. og vidste, hvor hver skulde søges; men hvoraf de kom, og hvad de havde at betyde – det vidste ingen. Med finere Instrumenter og bedre Prismer fandt senere Undersøgere mange flere saadanne mørke Striber, og tilsidst har man seet lige indtil flere tusinde af dem.
Man kan let tænke sig, hvor de ivrige Naturforskere have grundet paa disse Linjer, og hvor mange Formodninger man har gjort sig om dem. Nogle mente, de maatte komme af at Jordens Dunstkreds (Atmosfære) beholdt lidt af Lyset i sig, som altsaa ikke kunde slippe frem, andre mente, at det var ved at gaa gjennem en Dunstkreds om Solen, at Lyset saaledes ligesom blev afbrudt paa enkelte Steder.
Vi skulle nu se, hvorledes man fandt Svaret paa dette Spørgsmaal, hvorledes man har lært at læse denne Linjeskrift, og hvad vi af den have faaet at vide.
