Hvorledes ser det nu efter alt dette ud paa Solen?
Det Svar, som Videnskabsmændene nu ere mest tilbøjelige
til at give paa dette Spørgsmaal, skulle vi gjengive efter en
fransk Forfatter, Laugel, der har skrevet herom i det bekjendte
franske Tidsskrift: „Revue des deux Mondes“. Han siger:
„Bunsens og Kirchhoffs Opdagelser lade ikke længere nogen Tvivl tilbage om, at Solen har en Atmosfære, hvis Varme er højere end Varmen i den egentlige lysende Kjerne, og hvori Størstedelen af de Grundstoffer, som vi finde igjen paa vor Planet, findes opløste. Denne store Tanke stemmer godt overens med Laplaces Gjetning: han udledede nemlig Dannelsen af vort Planetsystem fra en gradvis Afkjøling af en eneste Taagemasse; denne indeholdt det Verdensstof, som nu har fortættet sig i Solen, Planeterne og Drabanterne, og laa oprindelig udbredt over hele det Rum, i hvilket disse Kloder nu findes adspredte. De mindste Legemer ere selvfølgelig de, der hurtigst afkjøles: Maanen er iskold, uden Atmosfære, uden Vand, uden organisk Liv, og naar man ser paa den gjennem de store Kikkerter, er der ogsaa noget koldt, livløst, uhyggeligt ved den. Jorden er bleven langsommere afkjølet end dens Drabant, men langt hurtigere end Solen, hvis brændende Atmosfære endnu indeholder de talrige Stoffer, som paa vor Klode forlængst ere størknede til faste Klippemasser. Vor Atmosfære er efterhaanden bleven langt mindre righoldig og indeholder nu ikke andet end de Stoffer, der ere nødvendige til Vedligeholdelsen af det organiske Liv: Surstof, Kvælstof, Kulstof og Vand; og vor Tanke kan vanskelig vænne sig til Forestillingen om en Atmosfære, fyldt med Jern, alkaliske Metaller (d. e. Kalium, Natrium o. fl.) og de forskjelligste andre Stoffer, alle i brændende Tilstand. Der maatte en Dantes[1] Pen til
- ↑ Dante var en berømt italiensk Digter, der har fremstillet Himmel og Helvede.
