Side:Folkevennen 1862.djvu/26

Denne siden er ikke korrekturlest
22

Mængde, dels med Skjældsord, stundom ogsaa haandgribeligen med knyttede Næver, saa maatte denne Mængde, vred og forbitret som den var, dog gaa i Kirken igjen og høre Prækenen. Der udmaledes den ugudelige Synders Tilstand saaledes, at hver og en maatte kjende sig igjen. Nogle bleve da røde i Øjnene, Andre mørke eller kulsorte; men egentlige Raab, eller højmælte Snøftninger[1] hørtes endnu ikke i Kirken (ti den hellige Aand var endnu ikke da paa Færde) og noget rigtig sønderknust Hjerte fandtes endnu ikke i den hele Forsamling“. En ugudelig Klokker, som af egennyttige Hensigter havde forført Menigheden til Brændevinsdrik, kunde nu ikke som før ved lignende Lejligheder gaa ud af Kirken men maatte, fordi denne var propfuld „sidde stille han Klokkerbænken og høre paa Prækenen, i hvilken ogsaa hans aandelige, mørke Skyggefigur udmaledes saa pas tydeligt, at hele Forsamlingen vendte sine Øjne hen imod ham. To Gange havde nogle af Forsamlingens Medlemmer seet de sorte Fugle siddende paa Klokkerens Skuldre og stoppe sine lange Næb ind i hans Øren, idet de udplukkede ethvert Korn af den hellige Sæd, som forgjeves udsaaedes paa Lastens og Gjærrighedens nedtrampede Vej“.

Vi se her de første Virkninger af den „Mysticisme“, hvormed Lestadius virkede paa sine Tilhøreres Indbildningskraft, paa samme Tid som han gjorde det til sit Formaal, at ryste deres Følelser til Skrig og „Snøftninger“. Om Lappernes Natur siger Lestadius selv paa et andet Sted, at de paa Grund af Sagn fra Forfædrene om farlige Fiender ere lette at skræmme, at de have en livlig Indbild-

  1. Med Ordet „snyftningar“ synes Lestadius at betegne den ejendommelige Lyd, som jeg tidligere har fortalt, at jeg i Lyngens Kirke hørte af Karesuandolapper.