som virkelige“. Forfatterens Forestillinger om Beskaffenheden af disse Undere, som han paa andre Steder vil forklare som en „realiseret Ide“, en „subjektiv Sandhed“, idet Mennesket bærer Himmerige og Helvede i sit eget Hjerte, synes i det Hele temmelig forvirrede og i mere end en Forstand mystiske. Han omtaler flere af de paa Norsk og Svensk trykte „Aabenbaringer“ og gjør sig med enkelte megen Flid før at tyde og fortolke dem. Overhovedet synes han enten ikke at kjende eller ganske at have glemt Luthers Advarsel mod saadanne Profeter, som kun have en Aabenbaring at paaberaabe sig, men forresten intet Kald eller Tegn. Den i Sandhed fanatiske Harme, hvormed han paa flere Steder udskjelder enhver, der i disse Aabenbaringer kun ser Virkningerne af en optændt Indbildningskraft, for at være kolde Fornuftsmennesker uden levende Tro, kunde vistnok ligesaa godt rettes imod Luther selv, naar i denne Anledning af Sværmeraanderne paa sin Tid udbryder: „Naar nu en eller anden drømmer en Smule, saa raabes der Aand, Aand“.
Lestadius’s Forhold ligeoverfor det religiøse Kjæleri, som vi ovenfor have vist Prøver paa, fremgaar af følgende Bemærkninger, hvormed han imødegaar endel, vistnok uretfærdige Beskyldninger, som vare gjorte imod ham for Usædelighed. De vakte Kvinder, fortæller han, som tilskreve ham den salige Forandring, som de nu erfarede i sig, dreves af en uimodstaaelig Lyst til at fugte hans Bryst med Takketaarer, saasnart de traf ham. „Mennesket har den Svaghed, at ville gribe sig fast i den nærmeste synlige Gjenstand for sin Taknemmelighed, og ihvorvel jeg for min Del ofte var bryd af disse Beviser paa Kjærlighed og Taknemmelighed, saasom jeg nærede en hemmelig Frygt for, at de kunde udarte til Afgudsdyrkelse, har jeg dog ikke kunnet støde dem ifra mig, da det vilde været det samme som at saare deres ømmeste og helligste Følelser. Jeg er
