ikke den eneste som har været udsat for disse Snøftninger og „Kramsninger“, ja til og med haarde Klapninger; men alle, som trofast have arbejdet i Herrens Vingaard (her nævnes nogle forskjellige Personer, hvoraf et Par have været hans Medhjælpere), ere udsatte for de vakte Kvinders haarde men inderlige Kramsninger, der for profane Øjne se ud som et vederstyggeligt Gjøglespil, men i sit Væsen ere Hjertets inderligste Udgydelser; og jeg beklager kun, at jeg ikke har saa høje Følelser, at jeg kan besvare deres Kjærlighed“.
Han udtaler derpaa, at disse „høje og saliggjørende Følelser ere den saliggjørende Tros indre (subjektive) Grund“. Mod Theologerne retter han den Beskyldning, at de, idetmindste i de senere Tider, aldrig have erfaret, i hvilket Organ „den subjektive Tro“ har sit Sæde, med andre Ord, at de aldrig have følt Troen i sit Hjerte, og dette, mener han, er Grunden til, at de paa Maafaa have henført den til Viljen. „Disse høje og salige Følelser“, ytrer han, „kaldes sædvanlig ’Aandens Drifter’. Men da disse ere den højeste Potens af den levende Christendom, saa maa enhver, som ikke har erfaret Aandens Virkninger, falde i Forundring over de høje Følelsesudbrud. Og da en død Tro ikke er en levende Tro, saa kan heller ikke Repræsentanterne for den døde Tro erfare noget af disse høje og levende Følelser, som udgjør den levende Tros Væsen og subjektive Grund. Vi paastaa ikke, at disse høje og levende Følelser nødvendig maa komme til saadanne højlydte Ytringer, som nu høres af de Vakte i Norden; vi paastaa blot, at de ere den højeste Potens eller den højeste Kraft af den levende Christendom; de indeholde saamegen Naade, som den svage Lerhytte kan bære. Hvis denne Kraft stiger til en endnu højere Grad af Virksomhed, saa bliver det mere end den svage Lerhytte kan bære; det bliver da en Vision, en Aabenbaring eller et Syn“.
