For en Gang at give en Prøve paa det fanatiske og
usømmelige Sprog, hvori Lestadius angriber dem, der ikke
dele hans Meninger, skulle vi ogsaa anføre de Ord, som
følge umiddelbar efter de sidst meddelte. Denne Prøve (der
langtfra er af de stærkeste Ytringer, ti disse lade sig neppe
sige, end mindre aftrykke) vil navnlig være tjenlig til at
oplyse, hvorledes det er lykkedes ham at frembringe det tilsvarende
fanatiske Had, som udmærker hans Tilhængere
Han siger: „Men hvad er det nu for Folk, som forarges
over disse høje Følelsesytringer? Jo, det er Skjænkeværter
og Fyldehunde, som især forarges derover; dernæst dydige
H. og ærlige Tyve, ja en højdydig Slægt, hvis Andagt,
bliver forstyrret af Raabene paa Bedring, en Slægt,
som ikke kjender nogen højere Nydelse, end den infernalske
Dunst, som stiger op fra Tarmkanalen til Hjernen, naar
Spiritusen udvikler sin vellugtende Gas. En Slægt, som
stimuleres af den nedrige Egennyttes laveste Beregninger,
som finder sit hæderlige Værtshusrygte i Fare for at
gaa under ved Almuens Nøgterhed. Disse raa Naturmennesker
opegge Kronbetjeningen til at klage for Landshøvding,
for Biskop og for Consistorium over Læsernes Uvæsen;
og disse inkvisitoriske Foranstaltninger har Kronbetjeningen
af egen Drift megen Lyst til at udføre, ti den
kan ikke taale Læsernes Bedringsraab. Men Skjænkeværternes
Brændevinssalg og Fyldehundenes Eder lader den
passere upaatalt, ti denne Handel og dette Levnet anser den
for et ægte christeligt Liv“.
Da de „Bodfærdiges Bedringsraab“ og de „Benaadedes Glædesraab“ tilsidst aldeles forstyrrede Gudstjenesten for dem, som Lestadius benævner Sorgløse, blev der befalet, at der skulde holdes 2 Gudstjenester efter hinanden, den første for de „Sorgløse“, under hvilken de, der havde Rørelser, skulde holde sig udenfor Kirken.
