Hvad den før beskrevne Hoppen eller krampeagtige
Dands angaar, saa har jeg vel ikke i Lestadius’s Skrift
fundet anden Antydning dertil, end hvad ogsaa her er op-
taget, om Børnenes Hoppen og om en Kvinde, som hoppede
højt af Glæde over et Naadetegn; men det er temmelig sikkert
oplyst, at den hos vore Lapper opstod derved, at en af Lestadius’s
Udsendinger opfordrede dem til i en Runddands at
ytre sin Glæde over, at de nu havde faaet „Aanden“.
Man vil ogsaa erindre, at det Optrin af dette Slags, som
jeg har beskrevet fra Kirkegaarden i Lyngen, blev udført af
Karesuando Lapper.
Gaa vi dernæst over til at betragte mange af vore egne Lægprædikanters Virksomhed og de Midler, som de benytte sig af for at vække sine Tilhørere, saa er det let at paavise en stor Overensstemmelse, for ikke at sige en fuldkommen Lighed med den Fremgangsmaade, som vi nu have seet Lestadius og hans Medhjelpere benytte sig af. Det er i den senere Tid fra flere Sider, især i Opsatser i Dagbladene, blevet oplyst, hvorledes et stort Antal af saadanne Prædikanter i forskjellige Egne af Landet bære sig ad for at skræmme Folk op af Syndesøvnen. De grueligste Beskrivelser af Helvede og dets Rædsler, som deres Indbildningskraft kan opdrive, holdes i timelange eller ikke sjelden flere Timer lange Foredrag frem for Tilhørerne. Alle de Midler, som ligge i en voldsom og rystende Stemme, tages til Hjelp, og ikke sjelden vælges hertil de sildige Aftentimer eller den begyndende Nat, altsaa den Tid, da Indbildningskraften lettest spændes. Naar saa Øjemedet er opnaaet og den heftige Angest, som har grebet Forsamlingen, kommer til Ytring i hyppige, stærke Skrig eller ustandselig Graad, begynder gjerne en anden Slags Skildringer; da er det de Omvendtes Glæde og de Saliges Herlighed i Himmelen, som kommer til Omtale.
