Side:Folkevennen 1862.djvu/335

Denne siden er ikke korrekturlest
331

forliste og Alle omkom. Man kunde paa ingen Maade tilskrive Ulykken Uforsigtighed eller Mangel paa Omtanke; det var som et Under over alle Undere, at de andre Baade i Farvandet bleve bergede; de ældste Folk kunde ikke mindes Mage til Uveir. Blandt de 7 var en Mand, som efterlod Kone og 2 Børn, ligesaa en Ungkarl paa 38 Aar, som var sin Moders eneste Støtte og Hjælp i hendes Alderdom – fremdeles to Ynglinger, som vare sine fattige Forældres Haab i deres fortrykte Stilling, o. s. v.

Endnu længer mod Nord, helt oppe ved Vardø: Her blev en Baad med 3 Mand borte i Marts, og af adskillige Omstændigheder fandt man ud, at Ulykken rimelig var foregaaet paa et Strøg, hvor der formedelst Kystens Bøining gaar stærk Strøm, og hvor der er Fare for Strømskavl, d. e. skarpe, toppede Bølger, som selv i ganske stille Veir kunne dukke op lige ved Baaden og fylde den; thi det er langt værre at klare sig for det Slags Sø end for almindelig Hav-Sø.

Se, saadanne Exempler er det, jeg i Præsternes Beretninger har læst en lang og sammenhængende Række af, og det var mig under Læsningen, som om Stormen øgede og Havet blev vildere og voldsommere, efterhvert som jeg trængte nordover og vovede mig ind i Nordishavets Farer.

Her er tvende Ting, som virke sammen: jo længere mod Nord, desto farligere er Havet at befare, og jo længere mod Nord, desto mere ere Menneskene nødsagede til at friste Faren, saasom Landet er et smalt og skarpt Kystland og Havet derfor maa være baade deres Alfarvei og deres Arbeidsmark.

Lad os kaste et Blik udover hele Riget for at faa se Tingen noget mere i det Store. Vi maa da skjelne mellem Indland og Kystland og mellem Kystlandets sydlige og nordlige Strøg. Jeg begynder med det Indre af