Da den Beskrivelse, som et Øjenvidne giver af
en af disse Forsamlinger, er mere levende end den
som jeg efter andres Beskrivelse har kunnet give af
lignende i Senjen, skal jeg meddele et Par Træk deraf:
Nogle ligge, andre staa eller sidde; nogle raabe, nogle
synge; andre bede og holde daarlige og usammenhængende
Taler, og naar de saa af Uvidenhed og Raseri
ikke hitte paa, hvad de skulle sige, raabe de: ’Nu tog Djævelen
Ordet fra mig og stak det i sin Lomme’. Nogle
falde i Besvimelse og naar de saa komme til Besindelse
igjen, begynde de at profetere. En Person, der foregav at
kunne se ind i Helvede, og opfordrede Forsamlingen til at
bede om, at visse Folk iblandt dem maatte sprække, viste
sig derefter ganske rasende, strakte sig op efter Væggen og
skrabede med Neglene, som om han vilde udrive Stykker
deraf, idet han, som han udtrykte sig, vilde gribe sin Krone.
„Denne Aftens gruopvækkende Optrin gjorde, at der var
en stor Del Kvinder, der besvimede, og disse glædede sig
ret hjertelig over denne sin Aands og Legems Svaghed
samt forrykte Tilstand, da de sige forvist, at det var den
Helligaand, som var kommen over dem. Ja Mængden er
allerede saa forrykt, at de anse det for en stor Udmærkelse
og Naade, Guddommen beviser dem, naar deres Helbred er
saa vidt knækket, at de falde“. I Naboprestegjeldet fortælles
derefter disse Begivenheder som et af Gud bekræftet
Under, der beviser Lægprædikanternes guddommelige Kald og
Berettigelsen af deres Fremtræden.
Lægprædikanternes Antal har, som mange vide, tiltaget ganske overordentlig i de senere Aar. Den Længsel efter christeligt Liv, som har afløst en foregaaende Tidsalders aandelige Død, har saagodtsom overalt fremkaldt en Trang til Guds Ords Forkyndelse, og til Fyldestgjørelse af denne Trang ere de mange Lægprædikanter optraadte. Den Erfaring, som jeg har kunnet erhverve paa mine Rejser,
