som foretrak og indskjærpede Ædruelighed, vil ganske vist ogsaa have befordret Sindighed og Betænksomhed i al Færd og da ikke mindst under den alvorsfulde Færd paa Havet.
Dette er da heller ikke blevet uden Spor i Præsternes Beretninger. Saaledes yttres der fra Tromsø-Egnen:
Det skulde være interessant at faa oplyst, om ikke det christelig Livs Væxt paa flere Steder (som jeg veed, det er Tilfælde med Meløværingerne) har gjort Folket mere forsigtigt, idet det gaar op for dem, at den Kaadhed, som saa ofte vises under Seilads, ikke er af Gud.
Og ligesom til Svar paa det Spørgsmaal, som denne Præst antyder, skriver en anden i Øst-Finmarken:
Jeg skal her gjøre en Bemærkning, som maaske ikke vil være uden Interesse. Flere Høvedsmænd i Sognet, om hvilke jeg veed, at de have været dumdristige til at seile, have forandret sig i saa Henseende, efterat de ere grebne af Guds Ord, og ere blevne forsigtige, om end fremdeles kjække Søfolk. Heri har Guds Ord ikke mindst viist sin Magt; thi den Slags Honør, som de sætte i at seile skarpere end rimeligt, ville vore Fiskere nødig give Slip paa, ikke alene her, men ogsaa paa andre Kanter af Landet.
Her tør vi vel se en Virkeliggjørelse af det velsignede Ord, at „Gudsfrygt er nyttig til alle Ting.“
Jeg har alletider hørt netop om Nordlandenes og Finmarkens Almuesfolk, at naar der hændte Noget, som gjaldt Liv og Død, saa havde de det Ord og den Tro, at det var vel saa laget – en Tro, som naturligvis over-
aldeles for at smage det Brændevin, som rundelig blev dem tilbudt, og som vort eget Selskab nød af, skjøndt det er vel bekjendt, at den yderligste Drukkenskab og Fuldskab pleiede være de lappiske Stammers store Synd og fremdeles er det der, hvor de ikke ere blevne omvendte til Orden og Gudsfrygt ved“ – her taler Forfatteren om svenske Missionærer, blandt hvilke han tror, at især Læstadius og Stockfeldt have udmærket sig.
