uvittig frem i mange Dele, paa Søen og paa Landjorden, og da var det en Gru at høre om alle de Ulykker, som hændte, og som Skjæbnen (at „det var saa laget“) fik Skyld for – – nu derimod er der som en anden Aand i Folket i det Hele, og nu spørges der allerede langt mindre af disse sørgelige Hændelser.“
Dersom vi for alle hine Aar, fra 1836 af, havde havt saa omstændige Oplysninger som de, vi nu have for det enkelte Aar 1864, saa skulde det, som jeg tror, glædelige Exempel have staaet for os med langt anden Klarhed og Vished. Det kunde da blandt Andet have viist sig, at Formindskelsen i Antallet især var at tilskrive visse Strøg af den store Egn, hvor Forandringen i Folkets Leve-Skik monne have været mest kjendelig, eller at Besparelsen i Ulykkes-Udgiften mest var fremkommet under enkelte Poster eller ved visse Klasser af Tilfælde, hvor Tankeløsheden og Uforsigtighedens Indflydelse tidligere monne have været mest iøinefaldende.[1]
Hvor meget der ialfald staar tilbage at ønske, hvad angaar Befolkningens Forhold, og hvor meget der da ogsaa fremdeles er at haabe med Hensyn til fremtidig Aftagen af Ulykkes-Tilfælde, det vil man faa nogen Forestilling om, ved hvad jeg nu og i næste Kapitel skal anføre.
Nogle og maaske de fleste, men langt fra alle Forfattere af Beretningerne for 1861 have dels ligefrem yttret sin Mening om, hvorvidt Tilfældene ere tilregnelige eller ei, dels skildret dem saa omstændeligt at jeg har troet at forstaa, hvad Meningen har været. Af de opgivne 86 Tilfælde, som havde Døden til Følge for 154 Personer, synes
- ↑ Jeg har ialfald faaet det Indtryk af Beretningerne for 1861, at Uforsigtigheds-Feil mere have fundet Sted under de mange Smaa-Reiser for Handel og lignende Erinder end under Fiske-Ture og andre egentlige Arbeids-Reiser. Man gaar til Arbeide med Alvor, men Letsindigheden kan snarere følge med paa By-Toure og i Smaa-KÆrinder.
