Den omhandlede Mangel findes der altfor meget af
langs hele Kysten. Men intetsteds har jeg fundet den saa
fuldstændig, som den lader til at være i Tromsø Stift, og
intetsteds synes den saa uheldig som netop der.
Man kunde gjette paa den Aarsag, at Folket der nord aldrig har kommet til at se eller høre om den Kunst at svømme. Men en liden Oplysning i en af Præsternes Beretninger udelukke den Gisning ogsaa; det fortælles nemlig, at i et Blad, som hed „Brev-Duen,“ og som blev udgivet der nord, paa Dyrø (vel i Nordlandene?), læstes i 1849 et Forslag, der gik ud paa, at Skolelærerne skulde forpligtes til at lære at svømme for igjen at lære Børnene, mod 10 til 20 Spd. Løns-Tillæg.
Mod det Forslag at faa Sagen bragt i Gang igjennem Skolelærer-Seminiariet, har jeg det at erindre, at Veien er saa lang. Jeg tillader mig at henstille til Mænd i Tromsø at danne en Kommitte for at reise Penge til Løn og Reise-Udgifter for en Svømmelærer for næste Sommer. Han maatte helst besøge saadanne Bygder, hvor der havde dannet sig Svømme-Lag (i Lighed med Skytte-Lag), som vilde sørge for Lærerens Logis og Underholdning og kanske foranstalte festlig Præmie-Uddeling paa den sidste Øvelses-Dag.
I England har Kystbefolkningen ligeledes staaet tilbage i denne Retning. Men nu i disse sidste Aar har Hertugen af Northumberland, den fortjente Præsident i Redningsbaad-Selskabet, paa egen Bekostning sendt en Svømmelærer Kysten rundt.
Mig er det gaaet saa, at jo længere jeg betragter den Sag, som nu disse Blade have handlet om, desto mere voxer dens Interesse, og det i flere Retninger. Maatte det gaa ligesaa med Præsteskabet i Tromsø Stift, som nu
