har givet en Aargang af Beretninger, og af hvis fortsatte Interesse det vil afhænge, om vi skulle faa flere.
Finder man sig tjent ved mit Arbeide, skal jeg vist være villig til fremdeles at modtage de samlede Beretninger og bearbeide dem til saadanne Oversigter som nærværende.[1]
Imidlertid tør jeg tillade mig at forklare, hvordan jeg under nærværende lille Arbeide er kommen til at tænke mig Planen for fremtidige Aarsberetninger fra Præsterne, idet jeg henstiller til Hr. Biskoppen, hvorvidt han vil optage den og søge den befulgt.
Vi skulde kjende ikke alene som hidtil hvert Ulykkes-Tilfælde, hvor Mennesker ere omkomne i Vandet, et eller flere ad Gangen, men ogsaa saa vidt muligt, hvad jeg vilde kalde: Rednings-Tilfældene, hvor Folk ere blevne reddede af Vandet.
Nøiere bestemt: dersom en Person falder i Vandet og blivet reddet ene og alene ved egen Hjælp (med Svømning eller paa anden Maade), saa bør dette ikke optages blandt den sidste Klasse af Tilfælde, hvorved i Regelen kun forstaaes, at Folk, som øiensynlig eller sandsynlig ikke vilde have kunnet hjælpe sig selv, ere blevne reddede af Andre. Dog mener jeg, at man udenfor denne Regel blandt Rednings-Tilfældene skulde tælle hver eneste Kuldseiling (eller lignende Hændelse med Baad eller Fartøi), om end hvert Menneske, som derved kom i Vandet, blev reddet ved egen Hjælp alene uden Andres.
Tilfældene ere jo meget ofte blandede, idet flere Personer ere komne i Fare paa en Gang og i Fællesskab, men saaledes, at nogle ere blevne, som det heder, andre deri-
- ↑ For Sagen selv var det kanske heldigere, om disse Studier bleve anstillede inden Tromsø Stift selv eller dog af en Mand, som var personlig kjendt med Stedsforholdene. Maaske ogsaa Sagen vilde være bedst faren i en Sømands, Hænder.
