gjennem længere Tid vedligeholdes ved fortsat Paavirkning af samme Slags eller ved Læsning i strenge, uforstandige og tildels uforstaaelige Bøger, eller ved strenge Paabud om at give Slip paa tilvante Nydelser og Adspredelser, udarter den hos dem, som dertil have Anlæg, let til Sindssygdom. Saadant Anlæg findes især hos Folk, som ere svækkede, enten ved Mangel og knap Levemaade, eller ved Sygdom og Blodtab, eller ved at give Die, eller endelig oftest ved flere af disse Ting i Forening. Faar nu endelig denne Sygdom en uforstandig Behandling f. Ex. med Aareladninger og fortsat religiøs Paavirkning, bliver den let til uhelbredeligt Vanvid.
Til andre Tider og ligesaa ofte bliver Virkningen af Lægprædikantens Virksomhed den, at der danner sig en Kreds af Mennesker, som i egen Indbildning ere „vakte“, og som udmærke sig ved med Hovmodighed at se ned paa dem, der staa udenfor denne Kreds og ikke netop ville leve som de. De vide ofte paa en Prik at angive Tid og Sted, naar de bleve vakte, og røbe derved ikke sjelden Vækkelsens flygtige og følsomme Natur. Deraf følger naturligvis ikke, at saadan Vækkelse altid skal være usand eller uvarig.
Idet en saadan usund religiøs Bevægelse har skredet frem gjennem Landet ved Siden af et opvoxende, sandt christeligt Liv, har den ikke været sen til at tilegne sig Fortjenesten af at have frembragt dette; og idet den har paaberaabt sig saadanne Frugter, har den krævet fuld Anerkjendelse af sine egne Vildfarelser. I de Egne, hvor den bar givet Anledning til sygelige Sjælsytringer med Drømme og Sandsebedrag, har Lederne af denne Bevægelse derfor ogsaa, ligesom Lestadius, bestemt fordret disse anerkjendte som Undere, i Lighed med det, som i den hellige Skrift berettes om profetiske Aabenbaringer og raskt hen udslynget Beskyldningen for Vantro mod dem, der ikke uden videre have villet erkjende dem for saadanne. At der for en
