Side:Folkevennen 1862.djvu/375

Denne siden er ikke korrekturlest
371

bemærke, at endnu mangler der meget til den fulde Forstaaelse. Spørgsmaalet bliver her: Hvor meget af alle disse Besynderligheder har været bevidst Overtro og vitterlig Afgudsdyrkelse, og hvor meget er at tilskrive de gamle Dages enfoldige Natur-Betragtning og legende Indbildningskraft?

Jeg for min Del skulde i Sandhed anse det for ønske- ligt, at den Samling, som vi skylde Hr. Storakers Flid, kunde give Anledning til, at Andre ikke alene gav os en Efterslæt af lignende Samlinger, men meddelte videre gaaende Iagttagelser med Hensyn til al denne Overtro, dens Blomstren eller Aftagen, dens Sammenhæng med den herskende Oplysning og religiøse Stemning og med de nationale Sæder og Skikke, dens Indflydelse paa Folkets Gjøren og Laden og hele Tilstand.

Meget af det, som meddeles os fra Mandals-Egnen, er saadant, at vi trygt kunne smile til det, ligesom til de underlige og sommetider vakkre Indfald af vore smaa Børn; men der er ogsaa adskilligt, som maa mødes med det mest opmærksomme Alvor. Forfatteren skjelner ogsaa paa lignende Maade:

Saavidt jeg har havt Anledning til at erfare, bliver forholdsvis ganske lidet troet af Folk. Det maa mere betragtes som Beretning om hvad man har troet. Man hører disse Sætninger ofte anvendt i og til Spøg, og det er dog Mærke paa, at Troen paa dem just ikke er saa inderlig, om end En og Anden kan komme til at lide under daarlig Opdragelse i dette Stykke i sin Ungdom. Vistnok gives en Del Exempler paa det Modsatte, og i saa Tilfælde er det gjerne den allersorteste Overtro, man betragter som Sandhed. De vil ogsaa se, at med enkelte Sætninger har jeg udtrykkelig gjort opmærksom derpaa.

Jeg har ikke alene beklaget, men ogsaa høiligen undret mig over, at talrige Almuer kunne fast enstemmig skjænke visse Mirakel-Doktorer sin Tillid (f. Ex. ham, som L. Dahl beretter om i Folkevennen for iaar, Side 112),