Det er let at forstaa, at en saadan Befolkning, der i
alting har saamange af de Egenskaber, som udmærke Børn,
ogsaa i den Maade, hvorpaa den modtager Indtryk og virker
tilbage imod disse, vil forholde sig som Børn.
Men nu tænke man sig Børn igjennem længere Tid og ofte flere Timer ad Gangen udsatte for de Paavirkninger, som ovenfor ere beskrevne. Man erindre sig, hvorledes Børn forholde sig, naar der fortælles Spøgelsehistorier, især i Halvmørke; hvorledes Billederne optræde i deres Forestillinger med et frygteligt Liv, saa de krympe sig sammen, med krampagtig Iver gribe sig fast i enhver levende Gjenstand, og tilsidst i enhver Skygge mene at se det, som de frygte. Virkningen af en enkelt Gang vil som oftest overvindes, men lad saadant gjentage sig, tag istedetfor Spøgelser Djævelen selv og Helvede, udmal dem med de stærkeste Farver, og fortæl dem dette, ikke blot som noget, der er dem uvedkommende, men som noget, der i næste Øjeblik vil staa over dem og gribe dem, og se, om ikke Virkningen bliver Krampetrækninger, Daanelser og en vedvarende sygelig Tilstand med unaturlig Søvn, Tilbøjelighed til at gaa i Søvne og levende Drømmebilleder. Ligesaalidt som man vil anse de Flammer eller Stjerner, som man ser, naar Øjet træffes af et stærkt Slag, for Virkelighed, ligesaalidt vil man dog antage et saadant Barns sygelige Drømme og Syner for Virkelighed. Men naar nu dette samme gjentager sig i det Større hos en Befolkning, der paa Grund af sine Egenskaber ligeoverfor saadanne Indflydelser forholder sig som Børn, da skulde disse samme Ytringer ikke mere være at anse for sygelige, men derimod det højeste, som kan tænkes, Guds umiddelbare Aabenbaringer!
Ligesom nu saadanne Begivenheder lettest ville optræde og efter alle Tiders Erfaring netop have optraadt hos Befolkninger med de Egenskaber, som her ere nævnte, saaledes opstaa de indenfor en saadan Befolkning først og fremst hos
