Side:Folkevennen 1862.djvu/402

Denne siden er ikke korrekturlest
398


Det ligger nær at spørge, om de Spedalske nu gjerne ville ind i disse Stiftelser, om de trives der, og om Indretningerne med Held virke til sin Bestemmelse?

Hvad Helbredelsesanstalten angaar, kan man nok vide, at der ville mange flere ind, end man kan modtage. Naar man er syg, vil man gjerne bruge de bedste Raad, og dem vide jo de Spedalske, at de kunne finde der; Haabet opgives sent, ogsaa i denne Sygdom, som man jo er bleven vant til for det meste at anse for uhelbredelig. Men skal der være nogen Mening i de store Udgifter, som Staten koster paa Kuren, saa maa de forbeholdes dem, som give den bedste Udsigt til, at noget kan udrettes, og derfor maa saa mange vises tilbage. Hvad Tallet paa dem, der gaa ud fra Lungegaardshospitalet som helbredede, angaar, saa er det vistnok ikke stort, og Sygdommen udbryder ikke sjelden paany, især naar de komme tilbage i de gamle Forhold igjen og atter udsætte sig for de samme skadelige Indflydelser, som før have bidraget til at volde Sygdommen, – men endnu have Forsøgene paa at helbrede den ikke været længe fortsatte, og det er ialfald trøsteligt at høre, at de, som befatte sig dermed, selv ere langtfra at opgive Haabet om, ogsaa ad denne Vei at kunne udrette noget klækkeligt imod Sygdommen.

En anden Sag er det med Plejestiftelserne. Saa tiltrækkende som det i mange Maader kunde synes at maatte være for disse svage og hjælpeløse, som oftest fattige Mennesker, at ombytte Hjemmets Møje og Savn med et Liv, der ialfald er uden Bekymring for de materielle Fornødenheder, som de hidtil sædvanlig have maattet kjæmpe saa haardt for, saa er der dog mangt og meget, som gjør dette Bytte tungt nok alligevel.

I sit Skrift, „Folkets Helse,“ har Overlæge Høegh stillet sammen de vigtigste Omstændigheder, som gjøre sit dertil: syge og svækkede Mennesker føle sig just stærkt