ytre Sogn fortælles det saaledes i den offentlige Medicinalberetning for Aaret 1859, at Lysten til at indlægges i Plejestiftelsen stadig er tiltagen, saa at den, ialfald naar Sygdommen ikke længer kunde holdes skjult, i dette Aar endog maatte kaldes ligesaa almindelig som den Aaret forud havde været sjelden; i flere Aar have nu stadig endel Andragender maattet bie paa Indvilgelse af Mangel paa Plads. Af Overlægens Beretning erfares det, at nogle faa af Lemmerne om Sommeren have faaet Lov til at gjøre en kort Rejse, almindelig paa 4 Uger, til Hjemmet for at se til sin Familje. Især iblandt dem, som havde efterladt Børn der, var Længselen for stærk til at man kunde negte dem det, og paa ganske faa Undtagelser nær ere de ogsaa komne tilbage.
Staten har med stor Gavmildhed paataget sig alle Udgifter ved Forplejningen, ikke blot for Kommunerne, men ogsaa for Private. Det antoges ikke, at nogen for egen Regning vilde lade sig indlemme i Stiftelsen fra disse Distrikter, hvis Befolkning i Regelen er for fattig til at kunne koste Udgifterne ved en Forplejning udenfor Hjemmets tarvelige Forhold. Den Arbejdsvirksomhed, som man har søgt at bringe istand ved Stiftelsen, og som maatte til for at hindre Ørkesløshed og alt det Onde, som følger dermed, har da heller ikke just til sin vigtigste Hensigt, at skaffe Stiftelsen Indtægter; den er naturligvis afpasset efter de Syges ringe Kræfter; for Mændene har den især bestaaet i at gjøre Not og Fiskegarn, i Skomagerarbejde, lidt Snedkerarbejde, Havearbejder og andre almindelige Husgjerninger, for Kvinderne i almindelig Haand- og Husgjerning; Vadsk saa man snart, at de ikke havde godt af, og derfor hørte man op med det. Af Regnskabet for Aaret 1860 ser man, at Stiftelsens Indtægt af Lemmernes Arbejde for Fremmede kun har udgjort 66 Spd., medens samtlige Udgifter ud-
