Hvad særskilt angik Svømningen, opkastede jeg da det
Spørgsmaal, om der kanske var en eller anden forudfattet
Mening eller Fordom, som gjorde, at Folk muligens med
bevidst Hu og opgjort Forsæt holdt sig fra den Øvelse
og Idræt.
Jeg nævnte en saadan Fordom, som jeg kjendte fra andre Egne, den nemlig, at man ikke bør lære sig til at svømme, saasom man derved i Ulykkestilfælde kan faa en desto længere Dødskamp. Derhos havde jeg i Tanke (hvad jeg dog ikke har hørt om og ikke heller nævnede), at det muligvis forekom Folk formasteligt at tænke paa at redde sig med Svømning, saasom de Tilfælde, hvor Svømning skulde hjælpe, ere beskikkede af Gud, hvis Villie vi uden Modstræben bør underkaste os.
Her mente jeg nu, at man burde give nøie Agt paa, hvordan den herskende Tænkemaade blandt Almuen monne være, og videre fremhævede jeg, at dersom der virkelig befandtes at være nogen Fordom i Veien, saa burde man arbeide sig endnu dybere ind i Forstaaelsen af Folkelivet, for at faa opklaret, hvorledes det har sig, eller hvoraf det kommer, at vore Almuer holde paa Fordomme, som de lide under.
Dette var min Tankegang i forrige Stykke. Og jeg har gjentaget den her – i en kortere og forhaabentlig tydeligere Form – af den Grund, at siden forrige Hefte udkom, have tvende Nordlændinger indladt sig med mig om Sagen, i indsendte Stykker i „Aftenbladet“ og „Morgenbladet,“ men saaledes, at de, saavidt jeg skjønner det, have misforstaaet min Mening eller overseet mit Hoved-Spørgsmaal.
Begge mene de, at det skal være en let Sag for dem som Nordlændinger at oplyse mig om, hvad jeg som Fremmed spørger om, og de henvise mig da til visse ydre Omstændigheder saasom at Vandet er saa koldt der nord,
