storien om de religiøse Sværmerier af saadanne Kjendsgjerninger, og som oftest ledsages de, saaledes som f. Ex. hos Gjendøberne paa Luthers Tid, af samtidige Beretninger om Syner og Aabenbaringer. Selv det Sværmeri, som i Begyndelsen paa flere Steder udviklede sig efter Hans Nilsen Hauges Virksomhed som Opbvyggelsesprædikant, skal ikke altid have været frit for Udskejelser i denne Retning, og Hauge er isaafald ikke den eneste Lægprædikant, som, skjønt selv i den Henseende fuldkommen ren, alligevel under sin Virksomhed imod sin Vilje er kommen til at nedlægge Spirer til dette Onde.
Den Virksomhed, som i det Foregaaende er beskrevet som ejendommelig for de Fleste af vore Lægprædikanter, og den Retning i det religiøse Liv, som derved er bleven fremkaldt, svarer i alt Væsentligt til det, som udmærker de saakaldte Methodister. Jeg kan i den Henseende henvise til Grauls Skrift: „De forskjellige kristelige Bekjendelsers indbyrdes afvigende Grundsætninger“ (oversat af Breien, 2den Udgave og i en Fortale varmt anbefalet af Professor Caspari) hvor man pag. 136–139 kan læse en Beskrivelse, som næsten i alle Punkter svarer til den, der ovenfor er meddelt. En saadan Omvendelse, siger Graul, bestaar for det meste ikke i noget andet end en nervøs Rørelse; der indtræder derfor snart en Slappelse, og i Anledning af denne maa der da sørges for nye Methoder eller Forholdsregler af samme Slags.
Det er let at indse, at dette er en Slags Godtkjøbsomvendelse, som uden Vanskelighed kan drives i stor Maalestok, og for en kort Tid tilsyneladende give de mest glimrende Resultater. Netop i den seneste Tid har den ogsaa, især i Amerika og Irland, gjort Fremskridt, der have vakt almindelig Opmærksomhed og Forbauselse. Mangfoldige Tusinder ere blevne grebne af Bevægelsen; Bønner og Salmesang har lydt i alle Retninger; Kramper og Daa-
