længer er noget Sogn, som staar tilbage. Naar dette første Maal er naaet, da glæder man sig til at fortsætte paa den Maade, at man søger at udvide Bibliothekerne ved at skaffe dem flere Bøger.
Er dette en almindelig Ting i Sverige? Jeg tror det ikke; jeg har en Formodning om, at Vermeland danner en Undtagelse i dette Stykke – „denne Provinds, som synes at have en bedre Jordbund for alle ædle Ideers Udvikling end for Kornets Væxt.“
Dette Udtryk saa jeg i en Tale, som Biskop Agardh holdt i et af Selskabets Aarsmøder. At Vermeland er en Provinds med skarp naturlig Jordbund, det kunne vi Norske skjønne deraf, at netop fra disse Bygder maa saa mange fattige Arbeids-Svensker hver Sommer søge her ind til os for at faa tjene sig nogle Skillinger ved Jordarbeide. Men siden vi altsaa have saa meget med Almuesfolk derfra at gjøre, vil det være os mere kjært at vide, at der arbeides saa vakkert for deres Oplysning og Dannelse. Jo mere hint Selskab faar sin Sag fremmet, des bedre Folk vil den svenske Grændse-Provinds have at sende til Norge.
Grændse-Provinds! Just med Tanke paa Naboskabet var det mig af en særegen Interesse, da jeg for en 14 Dage siden paa Gjennemreise kom til Karlstad. Jeg standsede der nogle Timer, blandt andet netop for at tale med Sekretæren i dette Selskab, Magister Schenson, Adjunkt ved Latinskolen.
Medens han fortalte mig, hvorledes det svenske Selskab med mangeaarig Flid havde stræbt at paavirke den hele Egn, Sogn for Sogn, helt op til den norske Grændse, maatte jeg tænke paa, hvorledes vi herhjemme ogsaa have et Folkeoplysningsselskab, som ligedan søger at faa Indgang overalt her paa vor Side, helt op mod den svenske Grændse. Men det ene Nabo-Selskab har ikke vidst af det andet!
