Side:Folkevennen 1862.djvu/452

Denne siden er ikke korrekturlest
448


I de svenske Almue-Bibliotheker er der neppe en eneste norsk Bog at finde, og naar jeg herhjemme kaster et Øie paa de Bogfortegnelser, jeg netop har liggende hos mig fra mange af vort Land Almue-Bibliotheker, saa finder jeg Anton Bangs Fortællinger for Folket, Folkevennen, Siegw. Petersens Norges-Historie, Maus Fortællinger – og alle de andre norske og danske Bøger, som have Norge og Folket og Almuen i Munden, de samme og de samme – men ingen svenske.

Dobbelt underligt lige ved Grændsen! I Vermeland fandt jeg baade Landets Udseende og Almuens Sprog mere og mere beslægtet med det norske, eftersom jeg fra Karlstad af drog hjemover. Det smeltede sammen her. Jeg passerede Rigsgrændsen uden at vide af det, og om min sidste Skydsguts Tale maatte jeg sige ved mig selv, at den meget vel kunde gjælde for en norsk Almue-Dialekt.

Nu vel, jeg fortalte Hr. Schenson om vort Folkeoplysningsselskab og Folkevennen, og særskilt om den lille Afdeling af Folkevennen, som har til Overskrift: Videnskab og Kunst, og som blandt Andet er indrettet med den Hensigt, nu og da at faa underrettet Almue-Bibliothekers Forstandere om gode Folkeskrifter – og saa opfordrede jeg ham til at sende mig til Trykning her en liden Opsats med Forklaring om svenske Folkeskrifter, f. Ex. en Opregning af et halvt Snes af de Bøger, som ere blevne mest yndede blandt de svenske Almuer, og som han selv, som svensk Mand, helst kunde ønske at se udbredte og kjendte her i Norge.

Eilert Sundt.[1]




  1. Jeg griber Leiligheden til at faa sagt et Ord om en Sag, som trykker mig. For et Aars Tid siden eller mere fik jeg sendende Indberetninger fra mangfoldige, maaske de fleste Almuebibliotheker i Landet, om deres Tilblivelse og Trivsel. Indberetningerne vare indsendte paa Opfordring af Folkeoplysnings-Selskabets Bestyrelse, og det var Meningen, at jeg skulde gjøre et Uddrag af dem, saa vi kunde faa en Oversigt over dette Anliggendes Stilling. Men i dette Aar har Arbeidet hobet sig op for mig, saa jeg ikke har kunnet faa Alt fra Haanden, navnlig formedelst en længere Reise, som kom paa, og som ikke var tænkt paa før. Det er mig som en Lettelse at have sagt dette, saa Vedkommende dog skulde vide, at jeg ikke har gjemt Sagen i Glemmebogen. Min første længere Fristund skal være for det Arbeide.