Side:Folkevennen 1862.djvu/453

Denne siden er ikke korrekturlest
449
Overtro og Sagn i Lister og Mandals Amt,
meddelt af Joh. Th. Storaker.
(Slutning.)

219. Naar Fiskeren kun blæser i Munden paa Fisken, med det samme den tages af Krogen, skal den ikke dø i Sanke-Teinen.

220. Man maa ikke takke for det Fiskeagn, man faar; thi da faar man ikke noget paa det.

221. Faar man en Ulke paa et Sted, kan man ligesaagodt gaa fra det med det samme; man vil ikke faa nogen Fisk der.

222. Ligesaa med „Glanouren“ eller „Sypigen.“

223. Naar man efteraber Gjøgens Skrig, græder den Blod paa Tungen eller (efter Andre) paa Benene. Disse Bloddraaber kan man se paa Bjerkeløvet som røde Flekker.

224. Naar man har saaet Næper, skal man sætte den Gren, hvormed man har flaaet Frøet ned, midt i Næpetrøet, for at Jordlopperne ikke skulle komme i Næperne.

Af samme Grund skal man i Løvdal bruge at stupe over Hovedet 3 Gange paa Næpetrøet („stupe Kraake“) (?)

225. Kommer en Hvirvelvind og bortfører Høet, skal man kaste Tollekniven efter den.

226. Man maa ikke dræbe den første Orm, man ser om Vaaren; thi da vil man blive hugget af den 3die, man maatte træffe.

227. Naar man skjærer Korn, maa et Kornbaand aldrig bindes udenfor Ageren; thi da vil man ikke faa noget Godt af det.

228. Første Gang „Saa-Erlen“ eller „Lax-Erlen“ sees, maa nok Bonden saa sit Korn. Den første Lax stryger ogsaa da forbi Kysten.

Denne Erle ligger paa Bunden af Kjærn eller Vand om Vinteren.[1]

  1. Det bemærkes, at Flere ville have fundet Svalen paa Bunden af Vand og Kjærn om Vaaren. Naar de ere tagne ind i Varmen, have de „livnet op.“