324. Man bør ikke spøge med Ilden; thi da
vil man ikke kunne ligge tør i Sengen.
325. Farer man vild, skal man blot tage et Klædningsstykke, som man har paa sig, og vende det, saa at Foret kommer ud, da skal man komme paa ret Vei igjen.
326. Man maa ikke tage Noget igjen, som man allerede har givet bort; thi den, som „gjer“ og „taer igjen,“ skal faa „svarte“ (graa) Børn (Nogle føie til: i Nakken).
327. Naar man ser en „Dugorm,“ siger man „Dugorm, Dugorm! fri mig for Hugorm, saa skal du faa uldne Klæder (el. Vinterklæder eller „Ullan“ og „Linnan“) til Vintren.“ – Med det samme piller man lidt af sine Klæder og lægger paa den.
328. Fødes Lam, Kalve eller Føl ude paa Marken, ville de ikke fryse, selv om det er noksaa koldt; men saa snart Jæteren tager paa dem med sine Hænder, begynde de at fryse, saa de skjælve. Grunden hertil er, at en syndig Haand berører dem.
Mange forsikre, at de have erfaret dette uden før at have hørt denne Sætning.
329. Smaabørn kunne ikke skjære sig paa en Kniv, naar de ere saa smaa, at de ikke kunne sige „Kniv“ (Andre: „a“). Man er derfor ikke bange for at give de smaa „Uskyldige,“ over hvem en særegen Beskyttelse hviler, lange Tolleknive.
330. Faar man en „Stub“ (en liden Splint) i Fingeren, maa man tygge Stubben; thi da vil der ikke „svelle“ efter den.
331. Den Mad som er tillavet af en Kone, der har født 3 Drengebørn efter hverandre og ikke flere, har en lægende Kraft.
332. Dersom man kaster en Rive ned, saa at Tænderne vende op, vil en Ulykke ramme den Person.
333. Dersom man trækker et Toug (et, hvorpaa an f. Ex. har baaret Hø) efter sig, skal man blive doven.
Efter Andre skal der da rinde en saa lang Orm efter ham, som det Stykke af Touget, der bliver draget.
