sker endnu. Saaledes læser man for Blødning, for Værk, for Vrid og for Tandpine.
406. Man kan ogsaa blive Tandpine kvit ved at skrive den af.
Den, som forstaar den Sag, skriver nogle Ord paa en Papirstump. Denne dyppes derpaa i Brændevin og spises af den, der lider af Tandpine.
En, der havde modtaget en saadan Seddel, tog den atter ud af Munden for at se, hvad der var skrevet. Han læste da: „Fanden hjælpe mig.“ Seddelen havde ikke mere Indhold.
Der gives ogsaa en anden Maade, som bestaar deri, at En foresiger nogle Ord, som den Syge maa sige efter. Det kommer til at lyde:
„Tandeværk“ – „Tandeværk“
„er en F – Plage,“ – „er en F – Plage“
„for de, som har den,“ – „for de, som har den;“
„men jeg har den ikke;“ – „men jeg bar den ikke;“
„hvad F – skriger du da for?“ – „hvad F – skriger du da for?“
Da vil Tandpinen holde op.
Der skal ogsaa gives en tredie Maade.
407. „Svartebogen.“
Ialfald skal nok en stor Del af Hexeformularerne være Uge af „Svartebogen.“ Denne er temmelig stor, har sorte Blade og hvide Bogstaver, medens Bindet er loddent. Haarene paa det ere efter Sigende omtrent saa lange som paa et Grævlingeskind.
Selve Bogen kan ikke brænde. For En lykkedes det dog, efterdi han blandt andre gamle Bøger ogsaa aldeles uafvidende fik denne paa en Auktion; da den endelig efter megen Møie fattede Ild, hørtes en Larm saa frygtelig som den stærkeste Torden.
I gamle Dage var det Presterne, som havde den. Derfra havde de sin Klogskab til at mane, vise igjen, binde Saadanne, som arbeidede paa Søndagen eller solgte Smør med Sten i osv., fast til Stedet. Mærkværdigt nok har man en Mængde saadanne Historier om en Prest, som døde for kun omtrent 20 Aar siden. Og disse Historier ere bekjendte i Sognene rundt omkring og troes af ikke Faa. Samtidig med ham skulde der være 19 Troldkjærringer i
