Under saadanne Omstændigheder har man derfor et
almindeligt Raad, hvortil man kan tage sin Tilflugt, indtil
man har søgt Hjælp hos Præsten. Det bestaar i at byde
den Onde forfærdige et Toug af Sand. Dette kan han
nemlig ikke gjøre; thi naar han har snoet en vis Længde,
gaar det Øvrige istykker.
En Masse frygtelige Historier har man om saadanne Ting, og vistnok tror man nu mere paa dette end paa Nisser, Tusser osv.
I gamle Dage hændte det ogsaa meget ofte, at der ved Nattetider blev ringet i Kirken efter Presterne. De gik da alene og bleve oplyste om mange vidunderlige Ting.
408. Fra den Kant, Vinden blæser paa Christi Himmelfartsdag, skal den stadigt blæse hele Aaret.
409. Som Fredagens Veir er, skal ogsaa Søndagens være.
410. De nærmeste 13 Dage efter Jul ere det følgende Aars Mærkedage. Som den første Dags Veir er, skal den første Ugemaaned være osv.
411. Saa mange „Solgangsdage“ før Marimesse, saa mange „Rendefogsdage“ efter.[1]
412. Saa mange „Blegdage“ før Marimesse, saa mange „Rendefogsdage“ efter.
413. De 40 Ridderes Dag er ogsaa Mærkedag.
414. Ligesaa de 7 Soveres Dag. Naar denne gaar ind med Regn, skal Høsten blive god, og den Skade, Kulde eller Tørke har foraarsaget paa Grøden om Vaaren, skal da blive erstattet.
415. Det bliver godt Veir, naar Solen bryder Bank. (Muligens nogen Grund derfor.)
416. Ligesaa naar Katten vasker sig og rækker 3 Gange med Labben over Øret, ellers ondt Veir.
417. Ligesaa naar en Gryde „rimer“ af Ild. (Andre: Uveir.)
- ↑ Marimesse her er 2den Febr.; thi, hedder det i Hartmark – Dagen efter Marimesse kaldes Blaasmesdagen, og da blæses („blaases“) der Liv i alle Dyr, som have ligget i Dvale om Vinteren. Blaasmesdagen er 3die Februar (Blasius i Almanakken.)
