473. Ligesaa tildels med voxne Kjør, og i ethvert
Tilfælde, naar Dyrene staa og sparke med Forbenene.
474. Naar man koger Pølser, vil man nødig se Fremmede i Kjøkkenet, og skulde Nogen desuagtet komme, vogter man sig vel for at sige, hvad man koger; thi ellers kunde disse ved sin Avind bevirke, at Pølserne kogte istykker.
Ligesaa med Ting, som kunne svides i Gryden, og navnlig naar „Gomel“ (ogsaa „Gummelgoe“ kaldet) koges.
475. Slaar En en Orm ihjel (eller en „Slæve“), faar han Forladelse for 7 – eller efter Andre 10 Synder.
Nogle føle til, at det maa være den første Orm, man ser om Vaaren; men dersom man kunde se Øiestenene paa den, vil man tvertimod blive skyldig i 10 Synder.
Man bør aldrig slaa Ormen, naar den sover, fordi den selv ikke skader Mennesket, naar det sover.
476. Undertiden komme en uhyre Mængde Orme sammen for at blæse Bu-Stein (ingen Forklaring hertil). Under dette bliver den Orm, som kom sidst, dræbt og bliver da det fortrinligste Lægemiddel.
477. Dersom en Orm søger at hugge, og det ikke lykkes den vil den strax dø; thi den samme Gift vil da virke paa den selv.
478. Naar Ormungerne komme til Verden, hugge de en Ting. Er det en Sten, springer den istykker, er det et Træ, visner det, og er det et Menneske eller Dyr, dør det.
Selv Ormen er ikke her undtaget. Naar Ungerne fødes, hænger Moderen sig op i et Træ, saa at Ungerne falde ret ned, for ikke at hugges af dem.
479. Ormen har en saadan Magt i sine Øine, at den derved kan trække Fugle til sig og fortære dem. Mange have seet det og fundet, at Ormen ligger med aabent Gab, medens Fuglen beskriver Kredse over Ormen, alt mindre og mindre, indtil den tilsidst styrter i Ormens Gab under jammerlige Skrig.[1]
- ↑ At saa hænder, staar vist ikke til at negte, da saa mange troværdige Folk forsikkre at have seet det. – Mærkeligt nok for-
