Rig“, der for sin talrige Læsekreds har udraabt disse Begivenheder
som noget overordentlig herligt. Med forunderlig
Selvtillid erklærer det „hvad Ondt man har villet
vide om denne Vækkelse“ for „idel Løgn“, og
hine fire unge Mænds Exempel opstilles som noget, vi alle
bør forene os om at følge, for at udbrede lignende Virkninger
over vort eget Land.[1]
Jeg tror, at vi bør bede Gud bevare os for saadanne Optrin, selv om den derved fremkaldte Vækkelse hos enkelte, som man vel tør haabe, bliver sand og varig. Lad enhver, Prest eller ikke Prest, som virker til Christendommens Fremgang, arbejde tro og stille, med Nidkjærhed, men uden Utaalmodighed; lad dem, især i Menigheder, hvor Sværmeraanden gjerne vil herske, vogte sig for Stormløb paa Følelserne og helst undgaa den sygelige Svaghed, der frembringes hos Tilhørerne ved altfor lange og rystende Taler; da vil nok Gud sørge for, at Velsignelsen alligevel kommer, baade saa tidlig og saa rigelig, som mulig.
Det var Dagen før Juleaften, at et stort Grantræ med en fyldig Krone blev baaret ind i Storstuen paa Gaarden Svarstad. Husmoderen, en tækkelig middelaldrende Kone,
- ↑ Redaktionen nærer noget Haab om, at den Taushed, som Bladet senere, saavidt vides, har iagttaget om disse Begivenheder, er begrundet i en Erkjendelse af, at dets Glæde over dem har været forhastet.
