Side:Folkevennen 1862.djvu/483

Denne siden er ikke korrekturlest
479


tænkte jeg, vist for med det samme at sige sin Søn – at man for Alting ikke burde foreskrive Gud Vilkaar eller ttte ham visse Skranker, men ubetinget overgive sig i hans Villie og til hans Styrelse.

Og saa randt de gode, gamle Ord mig ihu: „Hvo ikkun lader Herren raade, han bygger fast paa Klippegrund.“

Tilføie vil jeg nu: Jeg synes se den kjære, gamle Bondemand. Jeg ser ham jo igjen i saa mange andre. Hjertet er saa fuldt, og han har saa god Kyst til at tale med sine Børn om ret alvorlige Ting Men Munden vil ikke rigtig aabne sig, og Hjertet sidder saa langt nede. Det maa dog ud. Saa husker han alle disse gamle Sagn, og gjennem dem faar han Anledning til at sige, hvad han ønsker. Hans Alvor bøder paa det Dunkle og giver Fortællingen sin Forklaring. „Mon dette Sidste forholder sig saa?“ spurgte jeg en Mand.

„Ja, netop,“ svarede han.





Bergens Arbeiderforening.[1]
(Af et Medlem.)

Den Gjæring, som den franske Revolution i Februar 1848 havde fremkaldt hos de lavere Klasser i Frankrig, og som nogle Maaneder senere kom til et saa voldsomt Udbrud mod den offentlige Orden og Eiendommen, at hele den franske Armee kun efter megen Blodsudgydelse var istand til at dæmpe det, udbredte sig efterhaanden til Arbeiderbefolkningen i de omliggende Stater, ja, naaede endog op til vort rolige Land, naturligvis først til Hovedstaden.

  1. Se Tegningen af Foreningens Hus Side 325.