Side:Folkevennen 1862.djvu/484

Denne siden er ikke korrekturlest
480


Den norske Arbeidsklasses Stilling var dengang i det Hele taget god; der var fuldt af Beskjæftigelse for alle Hænder, og Arbeidslønnen stod i Forhold til Priserne paa de vigtigste Livsfornødenheder. Der var ingen Grund til Klager, man hørte heller ikke mange saadanne, og den Gjæring, som i andre Lande, hvor Arbeidernes Kaar vare mindre gunstige, havde udartet til Voldsomheder og Blodsudgydelse, syntes derfor, da den begyndte at vise sig hertillands, at ville blive en Spire til Arbeidsklassens Fremgang i materiel og aandelig Henseende.

Man begyndte nemlig paa flere Steder i det østlige Norge at stifte Foreninger blandt Arbeiderne med det skjønne Formaal at understøtte hinanden, naar Sygdom satte Medlemmerne ud af Stand til at erhverve det Fornødne til deres og deres Familiers Livsophold, samt at befordre de lavere Samfundsklassers Oplysning. Men uheldigvis herskede den rette Aand ikke længe inden disse Foreninger. – Ledede af ubetænksomme eller egennyttige Mænd, der haabede at vinde noget for de arbeidende Klasser eller for sig selv ved en Omvæltning i de bestaaende Forhold, lod de sig benyttte til Demonstrationer, der syntes farlige for den offentlige Orden, den udøvende Statsmyndighed greb ind, flere af Foreningens Ledere overgaves til Domstolene, og berøvede disse Ledere sygnede de østlandske Foreninger snart hen.

De Skridt, Arbeidsklassen i Christiania og Omegn havde gjort for at hjælpe sig selv i Nødens Tid, bleve gjennem de offentlige Blade snart bekjendte for Arbeiderne her i Bergen. Enkelte af Marcus Thranes Nærmeststaaende havde desuden Nærbeslægtede her, paa hvem de direkte søgte at virke for den Sag, der syntes at interessere dem selv saa sterkt. Man begyndte at raisonere om Sagen her; man indsaa let, hvilke Fordele Foreningen af fælles Kræfter, naar de anvendtes rigtigen, kunde bringe