gang; næsten alle Arbeidere under 60 Aar (den daværende Aldersgrændse, som dog ikke strengt overholdtes) lode sig indtegne deri, og i 1852 talte den endog 1600 Medlemmer. Interessen derfor syntes derpaa at aftage noget; thi i 1854 var Antallet paa Medlemmerne gaaet ned til omtrent 1100. De fire derpaa følgende Aar holdt det sig dog i omtrent 1,000, uagtet Aldersgrændsen efterhaanden er bleven nedsat til 40 Aar.
Til Gjennemførelsen af Foreningens Formaal opkrævedes i Begyndelsen af hvert Medlem (gift eller ugift) 2 Stilling ugentlig foruden 3 Skilling ved et Medlems eller dennes Hustrues Død, og Understøttelsen bestod da i 1 Spd. ugentlig naar Sygdom gjorde et Medlem uskikket til Erhverv, dog ikke over 4 Spd. i Løbet af 6 Maaneder, samt en Begravelseshjælp af 20 Spd. ved indtræffende Dødsfald af et Medlem eller hans Hustru.
I 1851 antoges en Læge til at tilse Medlemmerne og deres Hustruer, og det overdroges ham at anvise Sygeunderstøttelsen, da han maatte være bedre istand til at bedømme Sygdommens Natur end Bestyrelsen og de den assisterende Rodemestere, der i det første Aar bestemte Understøttelsen. I 1852 vedtoges, at Medlemmerne skulde nyde Medicin, Igler, Kopsætning, og, naar det tiltrængtes, Bandager af Foreningens Kasse, og i 1857 udvidedes denne Nydelse til Medlemmernes Hustruer. – Naturligvis fordrede disse forøgede Fordele større Indskud fra Medlemmernes Side, og disse ydedes villigen og saa rigeligen, at der næsten hvert Aar var Overskud paa denne Gren af Foreningens Virksomhed, ligesom ogsaa Begravelsesbidragene vare mere end tilstrækkelige til at dække, hvad der udfordredes til den lovbestemte Begravelseshjælp. Overskudet gjordes frugtbringende dels ved Udlaan i Smaasummer til Medlemmerne, hvorved i den Tid af Aaret, hvori der er knapt om Arbeide, mangt et Savn blev afhjulpet
