Mand vilde dog kun udgjøre lidt over 200 Spd. aarlig, og dermed vilde man bygge et Forsamlingshus, der skulde kunne rumme et Par Tusinde Mennesker! – Denne Tanke syntes jo næsten latterlig, og Mange lo ogsaa virkelig af Foreningens Beslutning; thi der vilde jo efter almindelig Beregning hengaa over Menneskealder, inden den kunde komme til Udførelse – Men, hvad der saaes i Kjærlighed, voxer i Herlighed, siger Ordsproget, og saaledes gik det ogsaa her.
Der viste sig i Aarene 1848–51 en mere end almindelig Interesse for de arbeidende Klasser hos de høierestaaende her som paa mange andre Steder, og da Arbeiderforeningens Bestyrelse udstedte Opfordring til Bidrag til det paatænkte Forsamlingshus, tegnedes dertil omtrent 1100 Spd. Foreningen havde i Begyndelsen af 1852 selv oplagt noget over 1300 Spd., og med denne Kapital indkjøbte Bestyrelsen, der synes at have været mere forudseende end mange Andre, en i Byens sydvestlige Del beliggende Eiendom, der foruden et ret godt Vaanehus indeholdt et Areal af omtrent 30,000 Kvadratalen fordetmeste god Byggegrund for den billige Pris af 4500 Spd., paa Betingelse at Kjøbesummen skulde afbetales med 100 Spd. aarlig. Foreningen havde nu Tomt, og man begyndte strax med Opførelsen af Fundament til et Forsamlingshus, der var bestemt at bygges af Træ som alle andre Bygninger i Byen. – Men videre end til Fundamentet kom man da ikke, da dette medtog alle de disponible Midler.
Nogle Aar senere solgtes Vaanehuset med 8800 Kvadratalen Grund for den samme Pris, som Foreningen havde betalt for den hele Eiendom; den store Ildebrand i 1855 gjorde en Omregulering af Byens sydvestlige Del nødvendig, flere Gader bleve anlagte over Foreningens Grund, og Foreningen fik for det derved tabte Areal en Erstatning af 3000 Spd. af Bergens Kommune, hvorhos
