Dag Thabi fra Lekatlong. Den 12te døde Fru Helmore. Hr. H. fik tale lidt med hende kort før hun sluknede. Hun sagde, hun havde ikke noget Ønske om at leve mere – hendes Dagværk var tilende, og hun stundede efter at gaa hjem til Jesus. Siden blev det bedre med Hr. Helmore og med Lise og Villiam, til omtrent midt April, da Hr. H. gik til Byen for at hilse paa Sekeletu og kom tilbage yderst mat og medtaget; fra den Stund blev det værre og værre med ham, og Fredag Eftermiddag den 20de April faldt han i et Slags Søvn og forblev i den Tilstand af Bevidstløshed omtrent 35 Timer, da han Lørdag Aften drog sit sidste Aandedræt.
Paa mit eget Barn nær, som døde i Moderens Arme (hun sad da ved min Seng, medens jeg selv laa hjælpeløs), har jeg med egne Hænder svøbt alle disse og lagt dem – ikke i Kiste, men uden Kiste i den stille Grav. Aldrig har jeg seet saa meget christeligt Mod, Taalmodighed og Iver for Christi Sag, som Hr. og Fru Helmore udviste under alle Prøvelserne baade paa Reisen og i Makololo-Landet.
Da vi saa, at Hr. Helmore blev alvorlig syg, vilde vi faa ham til at meddele os sine Bestemmelser angaaende hans to Børn og hans Gods. Men det var for silde; han havde næsten mistet Talens Brug, og alene ved at stille bestemte Spørgsmaal til ham kunde vi tildels faa hans Mening at vide, saasom han netop kunde sige Ja eller Nei. En Ting, han i Særdeleshed bad mig om, var at føre Børnene til Kap og se dem vel ombord paa et Skib for at gaa til England.
Hvad jeg følte, da jeg den æde April om Morgenen ledsagde min dyrebare Broders Levninger til den stille Grav, det kan bedre forestilles end beskrives. Alt laa nu paa mig, og jeg var saa svækket, at jeg knap kunde gaa, og min stakkels Hustru kunde ikke staa paa sine Ben.
Men strax begyndte jeg med Forberedelserne til Tilbagereisen. Jeg maatte løftes eller ledes fra den ene Kuffert eller Kiste til den anden, og efter et Par Morgentimers Arbeide med at pakke sammen vort Tøi kunde jeg være aldeles opgivet et Par Dage i Rad. Alligevel vandt jeg med at faa Alting færdig imod Enden af Mai. Indtil Hr. Helmores Død havde Malololoerne været taalig rolige; om vi levede eller døde, var dem ligegyldigt; men de havde dog været rolige. Nu derimod, da han var død og jeg begyndte mine Reise-Forberedelser, fik vi vor Møie med dem. Om Dagen blev der taget af vore Sager for vore Øine
