Side:Folkevennen 1862.djvu/502

Denne siden er ikke korrekturlest
498

ning, da jeg tiltraadte en Reise paa omtrent 1000 Mil til Kuruman.

Ak, naar skal dette mørke Kapitel faa Ende? Paa Mababe-Sletten, den 4de Juli om Aftenen, vare Hr. Helmores to Børn, min kjære Hustru og jeg samlede ved vort Aftensmaaltid og kom til at samtale om, hvad vi havde oplevet og lidt, og med Fornemmelsen af, at nu vi begyndte at indaande den friske Ørken-Luft, opmuntrede vi hinanden til at glemme det Forbigangne og heller tænke paa, hvor miskundelig dog Gud havde været imod os, thi endnu syntes vi at have Kræfter og Midler nok til med Guds Hjælp at naa frem til Folk og blive reddede. I lang Tid havde min Hustru været yderlig afkræftet; men vi syntes alle, at hun havde begyndt at komme sig. Hun lagde sig da til at sove den Aften, men, ak, for aldrig at vaagne mere. Næste Morgen tidlig blev jeg opmærksom paa, at hun drog Pusten saa tungt. Jeg talte til hende og prøvede at vække hende, men det var for silde. Jeg sad og vaagede over hende den hele Morgen. Det blev værre og værre med hende, og lidt over Middag vendte hendes Aand tilbage til Gud, som gav den. Jeg begravede hende samme Aften, under et Træ, det eneste paa hele den umaadelige Mababe-Slette. Det var et haardt Slag; men Gud var min Tilflugt og Styrke, ja en nærværende Hjælper i Nøden. Saadanne Ting ere tunge at bære; men Gud kjender vor Formue, og saa lang vor Dag er, saa længe holder vor Styrke ud.

Price naaede tilbage til Kuruman i Februar 1861, og herfra skrev han de Breve, hvorfra Ovenstaaende er hentet.

Til Slutning siger han, at han med det Første agtede at reise med de to faderløse Børn til Kapstaden. Vistnok kunde han ogsaa for sin egen Del ønske at ledsage dem lige til England, men kun, hvis han kunde være tryg for, at Selskabet vilde sende ham ud igjen, og hvis overhovedet Selskabets Bestyrelse vilde tillade ham den Hjemreise. „Dersom, siger han i den Anledning, dersom det at lide paa Missions-Marken er at gjøre Noget, saa har jeg gjort Adskilligt; hvis ikke, saa har jeg kun gjort saare lidet. Nu er det min Bøn, at Gud vil sætte mig paa en eller anden