Plads, hvor jeg kunde tilbringe mit Liv i Christi Tjeneste blandt Hedningerne.“
Selskabets Bestyrelse tilsagde ham villigt sit Samtykke til Hjemreisen; selv kunde han jo høilig tiltrænge at hvile ud og samle sit Sind efter de haarde Prøvelser, og det vilde være nyttigt for Bestyrerne at faa høre hans mundtlige Forklaringer om det Land og Folk, som havde været Gjenstand for disse Anstrængelser og Opoffrelser.
Men da det kom til Stykket, gik Hr. Price ikke ombord paa Skibet, men fra Kapstaden, hvorhen han havde ført Børnene,[1] vendte han (i August 1861) tilbage til det Indre. Han fandt, at Pligten bød ham at fornægte hint Ønske for strax at begynde igjen blandt Hedningerne. Det var hans Agt at slaa sig ned paa en Plads mellem Kuruman og Zambese, – for at han kunde være nær ved Haanden og færdig til at gaa til sit oprindelige Bestemmelses-Sted, blandt Makololo’erne, saasnart der kunde øines nogen Mulighed igjen.
Og der viser sig allerede enkelte Tegn. For det Første har man et Brev af November 1860 fra Livingstone selv, som virkelig kom til Lenyanti ud paa Sommeren 1860, faa Maaneder efter hans Vens Død og Prices Afreise.[2] Man tænke sig hans Smerte ved at høre om disse Begivenheder, skjønt Høvdingen og de andre Malololoer naturligvis ikke fortalte alt saa, som det var. Imidlertid ser man, at Livingstone fremdeles kom ud af det med Hedningerne her, og han beretter endog, at baade Høvdingen og hele Stammen nu paa hans Raad vare bestemte paa at
