var død, og med Hensyn hertil, sagde han til Folket, at
„Intet skulde afholde ham fra at følge sit Kald og gaa,
hvorhen han blev sendt; han vilde ikke vende tilbage og
forlade sin Post.“
Altsaa, trods Begivenhedernes Ulykker, og trods det dobbelt Nedslaaende i, at disse Ulykker maatte tilskrives de Folk selv, som den christelige Kjærlighed vilde komme til Hjælp, men som mødte den med den mest uskjønsomme Vrangvillighed og hjerteløse Egennytte, saa see vi dog, at alle de Mænd, som stode Sagen nær, og navnlig de, som selv vare de Lidende, holdt fast paa, at Foretagendet ikke maatte opgives. Og af den Maade, hvorpaa Missions-Selskabets Bestyrelse udtrykker sig, kan man se, at den har det samme Sind og kun bier paa et tydeligere Tegn paa, at Tiden til at fortsætte er kommen.
Men dette var jo Stephanus’s Sind, da han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd!
Ved Verdens-Udstillingen i London nu i Sommer var at se en uventet Udstillings-Gjenstand, nemlig hverken mere eller mindre end et Hus, og det ikke alene i beboelig, men i beboet Stand. Det var bygget og indredet og bortsat til Beboere – ene og alene for at vises frem. Der var Stole og Borde, Senge og Skabe, Ild paa Skorstenen
