Anne blev rød; men svarte ikke.
„Du ved det Anne. Jeg ser det paa Dig. Kanske Du har den“?
„Det kan være det Samme, hvem der har den“, svarte Anne.
„Nej, det er ikke det Samme, for vi have Foræringer til Far og Mor og til Tante, og vi ville hænge dem paa Juletræet. Du maa slippe os ind“.
„Kjære! bed mig ikke om det. Mor har sagt, at jeg skulde ikke“.
„Men der er da intet Ondt i det, din Nar. Mor vil selv have Moro deraf, naar hun faar se Foræringerne“.
„Jeg skal bede Mor, om jeg maa lade Dig komme ind“.
„Du er rigtig en Tosse! Saa var det jo ingen Overraskelse “.
„Hvad skal jeg gjøre“? sagde Anne bedrøvet.
„Dersom Du vilde love os at hænge dem pent op, saa skulde Du faa gjøre det alene“.
„Ja det skal jeg gjøre, det kan Du lide paa“, sagde Anne glad. Og ned i hendes Forklæde kom mange Smaapakker. „Fra Helga til Far“. „Fra Julie til Tante“. „Fra Thora til Mor“ osv., og alle bade i Munden paa hverandre, om endelig at hænge hendes Pakke rigtig pent op.
Anne tændte et Lys, satte det i en Lygte, og begav sig til Storstuen. Den kolde, øde Stue saa saa trist ud, og Træet var saa spøgelseagtigt ved den svage, usikkre Belysning af Lygteskinnet, der kastede dets store Skygge saa mørkt op i Loftet. Hun var paa Vej til at lægge alle Pakker fra sig til næste Dag, og ile ud igjen. Men hun havde lovet at hænge dem op i Aften, og Anne var meget samvittighedsfuld. Hun begyndte da sit Arbejde, og alt som hun hæftede Pakkerne, saa tænkte hun:
