til endnu engang at tænke over Sagen og ligesom samle sammen alle sine Erfaringer og saa meddele sine Formeninger og Raad.
En saadan Meddelelse har jeg allerede faaet, og istedetfor at bie til ind i næste Aar, da jeg jo kan haabe at faa flere, lader jeg den trykke nu strax. Thi med sin villige Skjønsomhed for den sande Dygtighed, hvormed Nordlandsfiskere kunne udmærke sig, og med sin ufortrødne Opmærksomhed for de fineste Smaating, som det her komme an paa at kjende og forstaa, synes denne Fremstilling mig fortrinlig skikket til at vække Interessen for Sagen.
Det er et Brev til mig fra Hr. Amtmand Harris i Stavanger, forhenværende Stiftamtmand i Tromsø, som jeg gjengiver Hoved-Indholdet af.
Eilert Sundt.[1]
– – Jeg deler fuldkommen deres Anskuelse der søge den væsentligste Grund til Ulykkes-Tilfældenes Aftagelse i den senere Tid i Befolkningens større Ædruelighed. Andre Aarsager turde dog maaske ogsaa have været medvirkende, og jeg tænker at ethvert Bidrag til Oplysning herom kan have sit Værd. – Indtil 1848 var den Bestemmelse gjældende, at Rugmel var toldfrit i Vest- og Østfinmarken, men svarede en forholdsvis temmelig betydelig Told i Senjen og Tromsø og det øvrige Nordland. Hertil var dog knyttet den Bestemmelse, at det Meel gik toldfrit, „som Fiskerne medbragte fra Finmarken paa deres til Fiskeriet brugte aabne Baade.“ Heraf var nu Følgen den, at man dels medtog flere Baade til Finmarksfisket, end man under Fisker havde Brug for, hvoraf atter fulgte, at der kom for liden Besætning paa hver Baad paa Reisen frem og tilbage (2 Mand, hvor der mindst burde have været 3), dels ladede
- ↑ Nu, da jeg skal sende dette til Trykkeriet, faar jeg Meddelelse fra Tromsø om, at rette Vedkommende eller Stiftsdirektionen foreløbig har besluttet at gjøre et Forsøg til Sommeren med Svømme-Øvelser for Eleverne ved Skolelærer-Seminariet i Tromsø.
