til Land; ellers vænner Mandskabet sig til at raisonere, og det duger ikke i en Nordlandsbaad. Saaledes gaar det ogsaa til, naar en Høvedsmand, der er sin Post fuldkommen voxen, holder Volden. Men saaledes gaar det desværre ikke altid til. Naar jeg har havt Andre end mine faste Høvedsmænd i Skyds, og det har dog vel ogsaa i Reglen været brave Folk, jeg da har faaet, bar det ofte truffet at Høvedsmanden har spurgt om min Formening om vi burde drage en Klo, og naar jeg ikke har villet indlade mig paa at give noget Svar i saa Henseende, har jeg ikke sjelden hørt det Spørgsmaal henvendt til Halskarlen: „Ka mein Du Ola, skulle me dra ner ei Klo, æg er ræd han kjem tung“, og naar da Halskarlen indlader sig paa at demonstrere Grunden for og imod, er der i Almindelighed paakommet mig en stor Lyst til at drage af mine Søstøvler og i det Hele gjøre mig klar til at komme paa Hvelvet. Med en saadan Komando, som jo forresten kan lade nok saa gemytlig og forsigtig, kan man selv i Mags Veir ikke være tryg paa en Nordlandsbaad. Om Høvedsmanden fører noget mere eller mindre Seil lægger jeg med Hensyn til Sikkerheden mindre Vægt paa, naar jeg kun er vis paa at Seilet er mindsket eller nede høist en 2 à 3 Sekunder efterat Høvedsmanden finder det nødvendigt.
3. Af egentlig Uforsigtighed under Seiladsen er det min Mening, at den negative Uforsigtighed, der har sin Grund i Sløvhed, Ladhed, Ligegyldighed, volder langt flere Ulykkes-Tilfælde end den positive Uforsigtighed, der yttrer sig ved en Seilads, under hvilken der ikke tages tilbørlig Hensyn til Veiret –om jeg end erkjender at den sidste Slags Uforsigtighed ogsaa kræve sine Offre, skjønt vist sjelden uden i Forening med den første. Hvad man ialmindelighed kalder Gaberi er intet Træk i Nordlændingens Karakter; men af Dorskhed og Sløvhed kan der ofte findes mere end godt kan være. Til den Uforsigtighed, som jeg kalder negativ, regner jeg f. Ex. at man med Sidevind har Skjødet og med Medbør Faldet fast; at man lader Rakketrossen hænge løs, hvorved Rakken let suger sig fast til Masten, istedetfor at hale den tot og gjøre den fast; at Halskarlen ikke, naar Seilet er sat i Halsen, stadigen holdes til at indtage sin Plads og at have Kløerne trukket op i, saa han stedse er færdig til at due; at der ikke fra hver Mand i